Hostel i Gellerup lukker:

"Fremtiden er for usikker"

City Sleep-in, der i to år har drevet hostel i Gellerupparken, drejer nu nøglen om på Gudrunsvej

Af
Louise Nyvang Burmeister

De allersidste gæster overnatter i weekenden på Sleep-in Gellerup. Allerede fredag er det sidste åbningsdag for caféen på stedet.

Efter to år midt i Gellerupparken siger hostellet nu farvel til den vestlige bydel.

Ejer Joan Byrsting forklarer, at Sleep-In Gellerup fra start havde fået en to-årig lejekontrakt, der nu udløber til januar. Havde de rette forhold været til stede, så havde hun dog gerne villet blive.

"De fremtidige rammer derude er for usikre på nuværende tidspunkt. Så vi vil ikke bruge mere energi på det nu," siger Joan Byrsting, der sammen med Poul Pablo Nørgaard også står bag City Sleep-in Aarhus.

Ifølge ejeren har det været to lange år i Gellerup.

"Vi har følt os lidt alene derude. Men vi har også været glade for det og har syntes, at det var spændende," siger Joan Byrsting.

At tilbyde overnatningsmulighed på Gudrunsvej 72 - lige over for Biblioteket og med Gellerup Kirke til den anden side - har ikke været den store økonomiske succes.

"Vi har haft mange gæster i perioder, men det er ikke noget, vi har spundet guld på," lyder det fra ejeren.

Bandekonflikt og smadrede ruder

Bandekonflikten ramte bydelen i sommeren 2017, og det mærkede hostellet også.

"Det var vi også lidt ramt af. Skoleklasser har for eksempel aflyst på grund af bekymrede forældre. Hvis der har været 10-20 unge fyre, som har hængt ud ved hostellet om aftenen, så kan det virke utrygt, selvom de sikkert var fredelige," siger Joan Byrsting.

Hærværk har også indimellem ramt hostellet, der åbnede i januar 2017 med 49 sengepladser.

"Vi har fået smadret mange ruder. Det har ikke været for at stjæle, men bare for spændingens skyld, tror jeg. Men det har været for nedadgående. Vi har ikke fået smadret ruder, siden i sommer," siger Joan Byrsting.

Hun er ikke afvisende over for, at hostellet kan vende tilbage til området senere.

"Alle muligheder står åbne. Vi går ikke herfra med nogen form for bad feelings. Men vender vi tilbage så skal det være i forbindelse med, at der sker mere derude, så vi ikke føler, at vi står der selv."

Flere foreninger har brugt cafeen på hostellet, og de får lov at fortsætte i lokalerne indtil 1. januar 2019, lyder det fra Aarhus Kommune, der ejer bygningerne.

Publiceret 29 November 2018 08:47