Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Skoleelever dropper undervisningen på fredag for at strejke foran rådhuset

Aarhusianske skoleelever deltager fredag i den 'Skolestrejke for Klimaet', som også bliver afholdt i flere andre danske byer

Af
Jonas Wrede Hansen

Der er fredag mulighed for halvtomme klasselokaler på flere aarhusianske skoler. I hvert fald har den universitetsstuderende Maja Kofod Jensen og kokkeeleven Nina Sandal Holm den dag inviteret alle skoleelever til strejke fra klokken 9 til 13 foran Rådhuspladsen i Aarhus under titlen 'Skolestrejke for Klimaet'.

"Grundlæggende er skolestrejken først og fremmest tiltænkt folkeskoleelever. Men vi har valgt at sige, at alle, der mener, der skal gøres noget ved klimaet, er velkomne til at deltage," fortæller medarrangør Maja Kofod Jensen til Lokalavisen Aarhus.

'Skolestrejke for Klimaet' er en international begivenhed, som startede i Sverige, hvor 15-årige Greta Thunberg tog fri fra skole i tre uger under den svenske valgkamp for at sidde foran Rigsdagen og på den måde gøre opmærksom på, at vi alle bør forholde os seriøst til klimakrisen. Efter valgkampen fortsatte den fredelige protest hver fredag under kampagnen 'Fridays For Future'.

Okay at pjække

Maja Kofod Jensen er godt forberedt på, at der nok er delte meninger om, hvorvidt det er okay at invitere børn til at droppe skolen for at strejke.

"Jeg har læst Børnekonventionen, og deri står der ikke noget om, at børn er tvunget til at gå i skole. De forpligtet til at blive undervist, men der står ikke, at det skal ske i en skole," fortæller hun og fortsætter:

"Vi opfordrer ikke børn til direkte at droppe skolen. Vi inviterer dem til at deltage i strejken. Meget inspireret af Greta Thunberg, som jo strejkede i Sverige. Og det hun siger, er, at der jo ikke er nogen grund til at gå i skole, hvis den fremtid, vi studerer til, ikke findes. Som det ser ud lige nu, så sker der ikke nok på klimafronten. Så vi mener, at det kan være svært at se en fremtid for sig i forhold til at gå i skole. Så det er nødvendigt at strejke, og vi mener også, at børn skal have lov til at have en stemme i den sag."

Strejken er meldt til politiet, men Maja Kofod Jensen forventer ikke, at der kommer flere end 30 deltagere.

"Vi har været sent ude, så jeg tror ikke, at der kommer så mange. På Facebook har 30 trykket deltaget på Facebook-begivenheden, og mange flere har trykket interesseret, så det kan være, at der kommer flere," tilføjer hun.

Publiceret 29 November 2018 06:00