Debat:

Kommer far til at kunne lide sin julegave?

"Kære forældre, når I åbner jeres børns julegaver op i år, så husk at anerkend børnene for alt, hvad de kommer med"

Af
Kirsten Trøllund Boye

kreativ pædagog og foredragsholder

Hybenhaven 4

8520 Lystrup

Kære forældre!

Der er et behov for at klæde jer godt på inden juleaften.

I december måned stresser landets børn og pædagoger. Det er ikke på grund af normeringerne, men fordi børnene skal nå at producere en masse julegaver til familien. De vil overraske jer med gaver og har høje forventninger til, hvad gaverne skal være. Den 9-årige pige har opdaget, at far ikke vil bruge det armbånd, som hun lavede til ham sidste jul. Derfor er hendes krav til gaverne endnu højere i år. Hun vil så gerne lave noget, som han bliver glad for. Sådan rigtig glad for.

Det sætter pædagogen på arbejde. Om aftenen søger pædagogen på Google efter gode julegaveidéer til børn i skolefritidsordning. Midt i billeder af søde nisser og bemalede syltetøjsglas bliver pædagogen helt i tvivl om, hvad det pædagogiske mål med julegaver egentlig er: Er målet at gøre far glad ved at overraske ham med en julegave, som er lavet i smug? Eller handler det om at finde på kreative gaver, som pædagogen forestiller sig, at far vil have stående i vindueskarmen?

Pludselig slår en ny tanke ned i hende: Hvor er børnenes læring egentlig henne i julegaveshowet? Som pædagog er det primære at udvikle barnet indenfor forskellige fokusområder og ikke at tage hensyn til, hvilken slags julegave, som far vil have stående i vindueskarmen.

Væk med de præfabrikerede hobbyprojekter

Målet med julegaveværksted er derfor først og fremmest at lave gaver, hvor børnene udvikler kompetencer, mens de laver dem. Øv. Det vil sige, at pædagogen ikke kan købe de præfabrikerede fuglehuse fra hobbybutikken, hvor børnene kun skal sætte en klat maling, og så er gaven færdig og flot.

Derfor bliver pædagogen nødt til at lave et julegaveværksted ud fra didaktiske tanker om, hvilke kompetencer børnene skal udvikle. Og her bliver der gamblet med, hvordan gaverne ender, fordi nu er børnenes læreproces i fokus, og så ved man ikke hvad der sker, bortset fra læring – naturligvis.

Julegaver lavet med fokus på læring

Så kære forældre, når I åbner jeres børns julegaver op i år, så husk at anerkend børnene for alt, hvad de kommer med. Glem kvalitetskontrollen og stil det hele frem i vindueskarmen. For børnene har lært noget, mens de lavede det, og det er lavet i kærlighed fra børnene og til jer.

Publiceret 27 November 2018 18:45