Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme:

Sager der samler kommer fra frivillige - ikke kommunen

Frivillige organisationer som 'Sager der Samler' tager over, hvor Aarhus Kommune ikke formår at komme ud, skriver chefredaktør Claus Krogh

Paul Natorp er en mand med en mission - tilmed en fornem en af slagsen. Jeg havde aldrig hørt om Paul Natorp, indtil han dukkede op i nærværende avis i sidste uge.

Årsagen, til at Paul Natorp er med i en artikel, er, at han står bag foreningen 'Sager der Samler'. En forening, der via fællesskab og handlekraft skaber nye initiativer, der har en samfundsmæssig relevans.

Et par af de gode eksempler er initiativet Skraldecafeen, hvor frivillige samler overskudsmad og sammen med mennesker, der ellers ikke har råd til at gå ud at spise, skaber en café, hvor frivillige og spisende gæster sammen laver maden. Eller Vaskeriet, der er en socialøkonomisk virksomhed, der vasker tøj for andre mennesker. De ansatte er udviklingshæmmede, der kan prøve sig selv af i forskellige funktioner og arbejdsroller og arbejde i trygge rammer.

To initiativer, der er skabt i Sager der Samlers regi - og to ganske gode eksempler på en generel tendens i samfundet. Nemlig at det er i det nære, der hvor mennesker selv ser, at der er en mulighed for at gøre en forskel, at tingene forandres i en by som Aarhus.

Vi kommer ikke til at se kommunen som samlende institution, der sikrer den slags udviklingsarbejde. Dertil er der for mange embedsmænd, som har behov for at retfærdiggøre egen eksistens i form af rapporter om tingenes tilstand. De mange varme hænder, der er ansat i kommunen, er hele tiden spændt for et Excel-ark, som - igen - skal sikre, at kommunens DJØF'ere kan se, at de gør deres arbejde.

Men ressourcerne til at skabe forandringerne, de er derude. Det er Sager der Samler et levende bevis på. Man kan så med rette spørge, hvorfor det er sådan, at det er hos frivillige, at samfundets udvikling bliver manifesteret? Svaret er, at det er, fordi velfærdssamfundet i dag sprækker. Velfærden kan ikke nå hele vejen rundt - og her kommer Sager der Samler ind i billedet. Her er det frivillige kræfter, som tager over, der hvor Aarhus kommune ikke formår at nå ud.

Og her er en mand som Paul Natorp en vigtig person - for hans engagement skaber løsninger, der meget konkret hjælper andre mennesker.

Med venlig hilsen

Claus Krogh, Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 20 November 2018 16:30