Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Brugte slagvåben: Politiet søger vidner til masseslagsmål i Aarhus

Politiet har udsendt en pressemeddelelse efter mandagens store slagsmål i Aarhus V

Østjyllands Politi søger vidner til det masseslagsmål, der brød ud i eftermiddag på Ekkodalen tæt ved Hammershusvej i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det store slagsmål begyndte omkring klokken 15.15, hvor omkring 20 personer deltog. Flere brugte ifølge politiet forskellige slagvåben.

Da politiet kom frem, var slagsmålet overstået, og mændene var stukket af fra stedet. Politiets efterforskning ledte hurtigt frem til tre personer, som alle blev anholdt.

Senere på aftenen blev yderligere tre mænd anholdt, som også mistænkes for at have deltaget i masseslagsmålet.

Politiet har foreløbigt ikke meldinger om nogen tilskadekomne i forbindelse med slagsmålet.

Østjyllands Politi er mandag aften synlig flere steder i Aarhus med patruljevogne for at skabe tryghed og forhindre eventuelle yderligere uroligheder, oplyses det desuden i pressemeddelelsen.

"Vi er i fuld gang med at efterforske sagen for at finde frem til gerningsmændene, og hvad konflikten præcist gik ud på. Vi vil meget gerne have borgernes hjælp til at finde de involverede, så hvis man her set slagsmålet, eller har oplysninger der kan føre frem til gerningsmændene så ring til os," siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Oplysninger om slagsmålet kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

jwh

Publiceret 29 October 2018 19:38