Mads Søndergaard har pakket bilen med smarte nye produkter, som beboere på Tranbjerg Plejehjem kan få kig på lørdag 25. august.

Mads Søndergaard har pakket bilen med smarte nye produkter, som beboere på Tranbjerg Plejehjem kan få kig på lørdag 25. august. Foto: Martin Jørgensen

Pop up-shop rykker ind på Tranbjerg Plejehjem

Beboere og pårørende får mulighed for en shoppingoplevelse, når Tranbjerg Plejehjem for en stund omdannes til en markedsplads

Af
Martin Jørgensen

Søde sager fra Føtex, lokale smykker fra Svane & Lührs og lækre produkter fra Matas.

Det er nogle af de varer, som beboerne på Tranbjerg Plejehjem kan shoppe løs af, når 50-årige Mads Søndergaard lørdag 25. august åbner en pop up-shop på plejehjemmet fra 15.00-17.30.

Arrangementet er et pilotprojekt lavet i samarbejde med Aarhus Kommune, og manden bag ser meget frem til at give plejehjemsbeboerne en oplevelse ud over det sædvanlige.

"Jeg vil gerne give beboerne den gode gamle købmandsstemning hos dem og på den måde skabe en masse glæde. Hvis det lykkes, er min lykke gjort," fortæller Mads Søndergaard, der, ud over at arrangere pop up-shops, også har en webshop, mens han samtidig arbejder freelance som IT-konsulent.

Sydlands markedsstemning

Beboere og pårørende vil få en unik shoppingoplevelse på Tranbjerg Plejehjem. Man vil opleve en sydlandsk markedsstemning tilsat stemningsfult musik i plejehjemmets flotte atriumgård.

"Jeg håber, at vi kan skabe en stemning som den, man får, når man besøger markedspladser på rejser i Sydeuropa. Vi vil dog gerne have et serviceniveau som den, man mødte i gamle dage hos købmanden," siger Mads Søndergaard om projektet, der opstod, da Mads Søndergaard så DR-programmet '180 dage på plejehjem', hvor man følger unges ophold på et plejehjem.

"Det var fantastisk at se den glæde, der opstod i de ældres øjne, også selvom det bare var små ting, de unge lavede sammen med dem. Den følelse vil jeg også gerne give beboerne på Tranbjerg Plejehjem," slår Mads Søndergaard fast.

Tranbjerg bare starten

At det lige blev Tranbjerg er en tilfældighed. Det var en beslutning fra Aarhus Kommune. Mads Søndergaard er overbevist om, at det bliver en kæmpe succes, og han går allerede nu med tanker om, at det skal vokse sig endnu større.

"Jeg har kontakter i København, hvor det også kan blive udbredt. Det samme er tilfældet i Norge. Tranbjerg er bare starten," siger 50-årige Mads Søndergaard.

"Man glemmer nogle gange, at ældre og plejehjembeboere også er ganske almindelige mennesker, der lever et langt liv, men som samtidig har sanselige behov som os andre."

Lige netop derfor vil Mads Søndergaard gøre en ekstra indsats for sine kunder lørdag 25. august.

"Det skal være præcis på samme måde, som man gjorde det i de gamle dage i købmandsbutikken nede på hjørnet. Det kan Amazon altså ikke konkurrere med," afslutter Mads.

Publiceret 23 August 2018 06:00