Foto: Morten Rygaard

Succes: 7 ud af 8 Grøn-koncerter udsolgt

Grøn Koncert havde et historisk godt år i år

Intet mindre end 191.000 mennesker har denne sommer besøgt Grøn Koncert. Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse. Syv ud af årets otte Grøn-koncerter var desuden udsolgt, hvilket er historisk, da det aldrig før er sket. Det vækker da også glæde hos Grøn Koncert, som blev stiftet tilbage i 1983 i Aarhus.

”Danmark har vist sig fra sin smukkeste side i år. Vores musikprogram har siddet lige i skabet. Folk har taget godt imod fornyelserne på pladsen, og satsningen med to københavner-koncerter har vist sit værd. At se 191.000 gæster feste, hygge sig og danse til uforglemmelige musikoplevelser gør mig vanvittig glad. Årets fantastiske artister, vores 680 frivillige og det smukke danske sommervejr har skabt rammerne om et brag af en fest,” fortæller Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, som sammen med Tuborg står bag Grøn Koncert, i en pressemeddelelse.

Med det rekordhøje antal udsolgte koncerter vil der helt sikkert blive genereret et meget flot overskud til Muskelsvindfondens arbejde, og det glæder direktør i Muskelsvindfonden Henrik Ib Jørgensen.

”Det er ingen hemmelighed, at de seneste tre år har været lidt svære for Muskelsvindfonden på grund af ustadigt og decideret dårligt vejr. Men med det flotte resultat kan vi atter sætte det lange lys på og styrke vores arbejde med at skabe plads til forskelle og et godt og længere liv med muskelsvind. Der sker utroligt meget i øjeblikket, der påvirker mennesker med muskelsvind og deres familier. Nye, banebrydende behandlinger er desværre ikke altid tilgængelige, og presset på de offentlige udgifter skaber øget risiko for eksklusion. Det ser vi frem til at kunne gøre mere ved takket være opbakningen fra publikum, frivillige, kunstnere og samarbejdspartnere,” siger han i pressemeddelelsen.

jwh

Årets tourplan:

19/7 – Amager (udsolgt med 15.000 publikummer)

20/7 – Kolding (udsolgt med 18.000 publikummer)

21/7 – Aarhus (udsolgt med 35.000 publikummer)

22/7 – Aalborg (udsolgt med 21.000 publikummer)

26/7 – Esbjerg (16.000 publikummer)

27/7 – Odense (udsolgt med 27.000 publikummer)

28/7 – Næstved (udsolgt med 24.000 publikummer)

29/7 – Valby (udsolgt med 35.000 publikummer)

Publiceret 30 July 2018 08:45