Drengene får følgeskab på turen til Flensborg. Marianne Nielsen, der er faster til Nicklas Herskind Rasmussen, har deres oppakning med i bilen. Arkivfoto

Drengene får følgeskab på turen til Flensborg. Marianne Nielsen, der er faster til Nicklas Herskind Rasmussen, har deres oppakning med i bilen. Arkivfoto

500 km på cykel:

Drenge støtter handicappede børn

Fem 15-årige drenge cykler fra Aarhus til Flensborg og retur. Formålet er at samle penge ind til de multihandicappede børn på Fenrishus

Af
Louise Nyvang Burmeister

Allerede før de er trådt op på cyklen, er der kommet 8.000 kroner i kassen.

Fem 15-årige drenge fra Skanderborg-egnen vil i deres sommerferie cykle i den gode sags tjeneste. Derfor sætter de sig i sadlerne den 30. juli og tager turen fra Fenrishus i Aarhus V til Flensborg og retur. En tur på knap 500 km.

De har bedt firmaer om at støtte med en krone pr. cyklet kilometer. Og det er der allerede kommet 8.000 kroner ud af.

"Alle beløb er velkomne. Et firma alene har givet 5.000 kroner, og det er vi selvfølgelig meget glade for," siger Nicklas Herskind Rasmussen, der er kommet på Fenrishus på Fenrisvej, siden han var helt lille.

Døgn- og aflastningsafdelingen i det vestlige Aarhus er for multihandicappede børn og unge i alderen 0-18 år. Her har hans faster tidligere arbejdet, og i dag er hun formand for støtteforeningen Fenris Hus' Venner.

"Der er mange, der sætter fokus på børn med kræft, men ikke så mange der har fokus på multihandicappede børn. For mig har Fenrishus altid været et samlingspunkt, et sted, hvor man kan være glad og et sted, hvor man kan græde," siger Nicklas Herskind Rasmussen.

Mad over bål

Drengene, som udover Nicklas er Mikkel Kjær Rasmussen, Jens Kvist Jørgensen, Rasmus Haudrup Jensen og Jonas Hansted Lindeberg bruger fem dage på at cykle de 500 km. Undervejs overnatter de i shelters og laver mad over bål.

"Det er noget, vi tit gør sammen. Cykler ture og overnatter på shelters. For at træne op til den her tur har vi cyklet nogle gange til Aarhus - en tur på 33 kilometer hver vej," fortæller Nicklas.

Drengene tog også cykelturen sidste år. Der blev de dog hentet i Flensborg og samlede i alt 3.700 kroner ind til Fenrishus. I år kommer der væsentlig mere i kassen til de handicappede børn i Hasle.

Publiceret 29 July 2018 10:00