Illustration

"Kritisk aktivitet" udskyder havnebadet i Aarhus

Havnebadet skulle stå klar fredag d. 1. juni. Men der er problemer med trappen til udspringsbassinet, og åbningen er derfor udskudt

Af
CÆCILIE MØLDRUP SØRENSEN

JP AARHUS

Sommerkjoler, grillduft og røde næser er på det seneste blevet et vanligt syn i byens gader og parker. Sommerens varme har allerede slået rekorder, og et nedkølende dyp er for mange en tiltrængt løsning på de sydeuropæiske temperaturer, som har lagt sig over landet. Men aarhusianerne må se sig om efter andre muligheder end det ventede havnebad, som skulle stå klar fredag d. 1. juni.

Havnebadet er nemlig udskudt på ubestemt tid grundet en »kritisk aktivitet«, fortæller Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling i Aarhus Kommune.

"Vi har haft en forventning om, at havnebadet ville være færdigt ved udgangen af maj måned. Lige pt. har vi en kritisk aktivitet i næste uge, som vi gerne vil have veloverstået, før vi forholder os til, præcis hvilken dag det åbner."

Der har været problemer med en større ståltrappe til udspringsbassinet, hvilket nu forsinker åbningen, da den endnu ikke er færdig.

"Det er en meget interessant ståltrappe, som skal speciallaves til det her. Der har man haft nogle problemer med valsningen af stålet, og jeg lytter også til, at man har skiftet leverandør og er i gang med tredje forsøg, og at det går godt nu," siger hun.

Bente Lykke Sørensen forventer at få trappen leveret i næste uge, hvorefter hun vil melde en endelig åbningsdato ud.

En dyr udsættelse

I 2016 skænkede Købmand Herman Sallings Fond 40 mio. kr. til et havnebadsprojekt. Planen var, at det skulle stå klar i 2017, men der viste sig at være udfordringer med både konstruktionen, som ikke kunne holde til bølgerne, og vandkvaliteten, der ikke var god nok til badning. Derfor blev åbningen udskudt til sommeren 2018, hvor de første badegæster skulle kunne tage sig en dukkert d. 1. juni.

De ekstra omkostninger løb op i 18,6 mio. kroner yderligere for kommunen, hvilket dengang fik kritik fra flere sider. Budgettet er siden blevet overholdt, bekræfter Bente Lykke Sørensen.

Der er nu kommet styr på vandet, som bliver renset i et biologisk filter. Samtidig er der konstrueret en spuns omkring havnebadet, som sørger for, at der ikke kommer for meget vand ind udefra. Det var nemlig et problem, at åens vand sendte for meget forurenet spildevand ud i havnen efter store regnskyl.

Vandkvaliteten er netop blevet testet badeklar på trods af, at systemerne ikke er fuldt implementerede endnu, fortæller Bente Lykke Sørensen. Derfor er det altså kun ståltrappen, som forsinker åbningen.

Strandbarens aktiviteter

Strandbaren, som de sidste otte sæsoner har ligget ved Bassin 7, er nu lukket. Men Bente Lykke Sørensen fortæller, at beachvolleybanen, caféerne og kabelbanen fortsat skal være en del af området.

"Alle de aktiviteter, der har været omkring strandbaren, fortsætter vi selvfølgelig med. De er ved at blive gjort klar derude nu."

Men på havnebadet er det stort set kun trappen, der mangler. Derefter følger det sidste arbejde.

"Men det er inden for opgaver, som vi kan overskue med ganske almindelig færdiggørelse. Så der er ikke noget kritisk arbejde, når trappen er leveret og monteret."

I næste uge ankommer Danmarks største kran til søs. Den vejer 500 tons og er nødvendig for at sætte den tunge ståltrappe på plads.

"Den er specialproduceret i stål. Det er det arkitektoniske greb, der er lavet, at den er så tung. Hele konstruktionen af havnebadet er indrettet efter, at der kommer sådan en tung trappe, som er med til at stabilisere hele havnebadet," siger hun.

Publiceret 29 May 2018 21:15