Klumme: Giv de unge chancen

AGF's gennemsnitsalder har været 26 år og 232 dage i denne sæson. Den skal længere ned, mener Lokalavisen Aarhus' Martin Jørgensen

Af
Martin Jørgensen

I skrivende stund sidder jeg og lytter til Lokalavisen Aarhus' podcast, 'Talehuset', hvor Benjamin Hvidt, Sebastian Hausner og Daniel Thøgersen er i studiet for at fortælle om livet som talent i AGF. Og jeg elsker det. Unge spilleres kamp for at slå igennem er noget af det mest spændende, jeg ved.

I podcasten fortæller Daniel Thøgersen blandt andet, at David Nielsen, modsat Glen Riddersholm, er mere ligetil og fortæller de unge spillere, hvad de helt konkret skal forbedre for at få flere spilminutter i Superligaen. Det er skønt, at der er en direkte dialog til de unge talenter, og jeg er ikke i tvivl om, at det er med til at holde dem til ilden.

Det er alt sammen meget positivt at være ung i AGF, lyder det fra den talentfulde trio. Men hvorfor får de så ikke chancen?

Giv dem chancen

FC Nordsjællands stil er prisværdig, og at kalde klubbens resultater imponerende vil være en underdrivelse af dimensioner. At sige at AGF er tæt på FC Nordsjælland på netop dette område vil være en overdrivelse af dimensioner.

Magnus Kaastrup er én af de spillere, der i foråret har grebet chancen og bevist, at det kan lade sig gøre at bryde igennem. Han har fået flere startpladser, og det varmer mit fodboldhjerte at se en 17-årig knægt slå etablerede profiler af holdet.

Så kan det godt være, at der er et par svipsere hist og her fra den unge Magnus, men det er en genial investering. Både fra et udviklingsmæssigt perspektiv, for det er de færreste 17-årige, som får lov at spille fast i Superligaen. Men også i forhold til det signal, man sender videre ned i spillerhierakiet.

Den perfekte mulighed

Jeg tror helt sikkert, at det giver spillere som Benjamin Hvidt, Sebastian Hausner og Daniel Thøgersen blod på tanden og troen på, at det nok skal ske.

Det giver mening at spille det sikre kort, når man ender i en nedrykningspulje, hvor den altoverskyggende prioritet er overlevelse. Og med det sikre kort, mener jeg etablerede spillere, der har prøvet det før.

Men nu er overlevelsen sikret, og derfor så jeg kampen mod Hobro som en oplagt mulighed for at give bare én af de store talenter chancen. Kaastrup, Bundu og Stage har efterhånden prøvet det et par gange, så i min optik har de allerede fået chancen.

Hvis vi skal tage udgangspunkt i de tre spillere, dækker de alle tre positioner, hvor AGF har været sårbare i meget lang tid. Hvidt på den centrale midtbane, Hausner i det centrale forsvar og Thøgersen på venstre back.

Vi skal tilbage til 22. oktober 2017 for at finde Benjamin Hvidts seneste spilminutter for AGF's bedste mandskab. Han gør sig på den centrale midtbane, hvor der ikke har været én eneste spiller, der har overbevist mig om, at han er selvskreven til pladsen.

For både Hausner og Thøgersen er det ikke blevet til ét eneste minut. Og de kommer begge til at kigge langt efter spilletid i de resterende kampe.

De unge spillere bliver bare ikke bedre af at kukkelure ude på bænken - og slet ikke at være helt ude af truppen. Ja ja, de er kun 18 år gamle og har fremtiden foran sig. Men Aarhus vil se dem i aktion. De kan allesammen bidrage med noget fandenivolskhed. En 'her-kommer-jeg-mentalitet'. Alt sammen noget, som i den grad manglede i kampene mod Helsingør og Hobro.

Så David, giv dem chancen.

Publiceret 03 May 2018 10:00