Minister og ordførere fra Christiansborg:

Højere hastigheder på E45 ved Aarhus Syd

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) samt transportordførere Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Villum Christensen (LA) og Rasmus Jarlov (K) er gået sammen i et forslag om højere hastigheder på E45 ved Aarhus Syd

Der er behov for, at hastighedsgrænsen hæves fra 110 kilometer i timen til 120 kilometer i timen på E45 ved Aarhus Syd.
LÆS OGSÅ: Lastbil holder på tværs: E45 spærret i sydgående retning ved Horsens
Det er hovedbudskabet i et debatindlæg, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) samt transportordførere Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Villum Christensen (LA) og Rasmus Jarlov (K) har sendt til Lokalavisen Aarhus.
De fem politikere fra Christiansborg mener, at det vil være godt for fremkommeligheden på strækningen, hvor der i øjeblikket ofte bliver rapporteret om tæt trafik og lange køer. 
jwh
Læs hele debatindlægget herunder

Højere hastigheder på E45 ved Aarhus Syd

Af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) samt transportordførere Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Villum Christensen (LA) og Rasmus Jarlov (K)

Vejtrafikken stiger og stiger på de danske veje, især på motorvejsnettet. Og rigtig mange steder døjer bilister med lange bilkøer, ligesom man gør her her på E45.

Vi vil forbedre fremkommeligheden. Derfor har vi bedt Vejdirektoratet undersøge, om hastighedsgrænsen kan sættes op på vejstrækninger, der tidligere har været vurderet uegnede til 130 km/t, uden at det går ud over trafiksikkerheden. Så bliver bilisternes rejsetid nemlig mindre.

Vejdirektoratet har vurderet, at hastighedsgrænsen kan hæves fra 110 til 120 km/t mellem motorvejskrydset ved Aarhus Syd og motorvejskrydset Aarhus Vest og mellem motorvejskrydset ved Aarhus Syd og Viby Ringvej. Når hastighedsgrænsen sættes op, vil der bl.a. blive etableret rumleriller, og så vil motorvejens sikkerhedszone blive gennemgået.

De pågældende strækninger er derfor blandt de cirka 30 km motorveje på landsplan, som kan opgraderes til en hastighedsgrænse på 120 km/t mod de i dag gældende 110 km/t under den forudsætning, at politiet godkender hastighedsforøgelsen.

Når vi kombinerer den forhøjede hastighedsgrænse med de sikkerhedsforbedrende tiltag, forventes det ikke at gå ud over trafiksikkerheden. Det er godt for fremkommeligheden. Og derfor mener vi, at det er sund fornuft at hæve hastighedsgrænsen.

Publiceret 29 January 2018 07:30