Ango Winther er byrådets ældste medlem og har siden 1993 været en del af byrådet for Socialdemokratiet. Pressefoto

Ango Winther er byrådets ældste medlem og har siden 1993 været en del af byrådet for Socialdemokratiet. Pressefoto

Byrådets nestor:

Det kan godt være, folk synes, jeg skal komme videre

Ango Winther undrer sig over, hvorfor han har fået færre stemmer end ved forrige valg

Af
Af Martin Jørgensen

Ango Winther (S) er byrådets grand old man, der siden 1993 været byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Aarhus Kommune. Det gør ham til det længst siddende byrådsmedlem.

Ved kommunalvalget 21. juni 2017 hentede den 67-årige byrådspolitiker 681 personlige stemmer, hvilket var nok til at sikre ham en plads i byrådet for de næste fire år. Her fortsætter han som næstformand for både Teknisk Udvalg og Sundhed- og Omsorgsudvalget. Derudover fortsætter han i bestyrelsen for Aarhus Vand. Nyt er det dog, at byrådspolitikeren med adresse i Viby bliver en del af Letbanerådet.

“Det bliver spændende at skulle være med til at diskutere, hvordan udviklingen af letbanenettet kommer til at være fremadrettet,” siger Ango Winther, der især ser frem til arbejdet med, hvordan næste etape skal forløbe.

“Vi skal finde ud af, hvilke oplandskommuner, der vil være med og kobles på letbanenettet. Det synes jeg er utroligt spændende at være med til at udvikle og skabe et større trafiknet i Aarhus Kommune og Østjylland i det hele taget.”



Lokalt fokus og fighter

Selvom Ango Winther er gået ned i antallet af personlige stemmer, så er han fortrøstningsfuld.
“Det er blevet til lidt færre stemmer i 2017. Det kan undre mig, hvor stemmerne er gået hen. Men nu har jeg været med i 24 år, og det kan godt være, at folk synes, at det er tid for mig til at komme videre,” siger han og tilføjer:

“Men jeg bliver altså ved, så længe at jeg synes, at det er sjovt, og jeg føler, at jeg har noget at bidrage med.”
Ango Winther har mange punkter, som han gerne vil sætte fokus på, hvor især helhedsplanen for Aarhus Syd skal realiseres.

“Den er allerede godt i gang, hvor næste projekt er, at Aarhus Kommune skal bygge en kontorbygning, så der kan komme arbejdspladser.”

Som mange andre politikere i byrådet følger han også Bering-Bedervejens forløb meget tæt.

LÆS OGSÅ: Kom tæt på Steen B. Andersen (S)

“I den sydlige del af byen mangler vi en ringforbindelse fra motorvej E45 og over til Beder/Malling. Den er nødvendig for at få et godt sammenhængende trafik. Det står virkelig højt på min ønskeliste,” siger Ango Winther, som derudover nævner drikkevandet, som noget af, han vil arbejde på at forbedre.

“Det er vigtigt og unikt, at man som aarhusianer kan tænde for vandhanen og bruge det til madlavning og i det hele taget få rent, frisk drikkevand,” siger Ango Winther.

Hård tone

Selvom det er to måneder siden, at kommunalvalget sluttede, så var der alligevel én ting, som den garvede politiker husker tilbage på. Men det vækker ikke ligefrem positive minder.

“Tonen var barsk, og det var lidt træls. Det er især i forhold til den ballade, der har været omkring Teknik- og Miljø og rådmand Kristian Würtz, som har været ramt af en skærpet tone i et niveau, jeg ikke har oplevet til andre valg. Det er niende gang, at jeg stiller op, og det er første gang, at man har kunne mærke sådan en tone,” siger Viby-politikeren og uddyber:

“Jeg vil gerne medvirke til og arbejde for, at vi får en god tone mellem byrådspolitikere. Vi skal behandle hinanden ordentligt og respektere, at vi har forskellige meninger. Der skal stadig være plads til at dele en øl efter byrådsmødet.”
 

Publiceret 25 January 2018 10:00