Keld Laursen, direktør, Brabrand Boligforening. Arkivfoto

Keld Laursen, direktør, Brabrand Boligforening. Arkivfoto

Efter million-investering:

Halvdelen af jorden i Gellerup er nu solgt

Annoncering af PKA’s investering i Gellerup er milepæl for lokal boligforening

Af
Louise Nyvang Burmeister

Efter 10 års arbejde med forvandlingen af Gellerup fra ghettoområde til attraktiv bydel er den lokale boligforening nu cirka halvvejs med at sælge byggegrunde.
Det fortæller direktøren for Brabrand Boligforening, Keld Laursen.
“Vi er ved at være halvvejs i gennem jordsalget,” siger Keld Laursen.
Meldingen kommer, efter det blev annonceret i sidste uge, at pensionsselskabet PKA har købt byggegrunde i Gellerup og i alt investerer 350 millioner kroner i at renovere og bygge nye boliger.
LÆS OGSÅ: PKA investerer 350 millioner kroner i Gellerup

Direktøren for Brabrand Boligforening kalder PKA's involvering for en milepæl.
“Det betyder utroligt meget at en af landets helt store og seriøse pensionsselskaber går ind i projektet. Det er en enorm stærk tillidserklæring, at en institutionel investor for første gang involverer sig,” siger Keld Laursen.
 

Håber det lokker flere til

Han håber, at pensionsselskabets velvilje over for Gellerup vil lokke flere til.
“Jeg håber, det vil inspirere andre til også at ville gøre en god forretning og samtidig gøre noget, som bidrager til den udvikling, samfundet efterspørger,” siger Keld Laursen.
LÆS OGSÅ: Nyt samlingssted skaber 2-300 arbejdspladser i Gellerup

For at gøre området mere attraktivt for investorerne renoverer boligforeningen de eksisterende boligblokke sideløbende med grundsalget.
“Man kan sige, at udviklingen går hånd i hånd. Vi sætter grunde til salg, hvor vi har renoveret de omkringliggende boliger, så køberne kan se, at forvandlingen er i gang, siger Keld Laursen.
Boligforeningen får støtte fra Landsbyggefonden for at kunne klare udgifterne.
“Man kan håbe, at der følger flere midler fra fonden, efter at have hørt statsministerens nytårstale. Men ellers så er vi nok ude i et 15-års perspektiv, før renoveringen og grundsalget er afsluttet,” siger han.
 

Publiceret 23 January 2018 19:30