Steen B. Andersens arbejde i byrådet kommer blandt andet til at handle om erhvervsuddannelser, svage grupper i samfundet, udnyttelse af Aarhus nye brand og infrastruktur. Arkivfoto

Steen B. Andersens arbejde i byrådet kommer blandt andet til at handle om erhvervsuddannelser, svage grupper i samfundet, udnyttelse af Aarhus nye brand og infrastruktur. Arkivfoto

Steen B. Andersen:

Vi har brug for flere håndværkere

Bering-politikeren, der er blevet genvalgt til Aarhus Byråd, vil arbejde på at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse

Af
Af Martin Jørgensen

Steen B. Andersen fik 1.200 stemmer ved kommunalvalget 2017, og han blev derfor valgt ind i Aarhus Byråd. Her skal han fremover arbejde som formand for Kulturudvalget, være en del af Medborgerudvalget og festugens bestyrelse. Nyt for den 57-årige socialdemokratiske politiker er dog, at han skal sidde i Social- og Beskæftigelsesudvalget.

“Det er et rigtig spændende udvalg. Jeg er Erhvervs- og beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, så det er dét område, jeg kommer til at arbejde mest med,” siger Steen B. Andersen, der er meget konkret i forhold til, hvad der skal arbejdes på inden for netop dette område.
LÆS OGSÅ: Hans Skou vil kæmpe for bedre trafikforhold i sydbyen

“Vi skal have flere unge til at vælge erhvervsuddannelser. Der er kun en lille del, der vælger erhvervsuddannelser, og vi kan ikke få besat mange jobs i håndværksfaget. Men helt generelt set handler det om at få alle med på arbejdsmarkedet,” siger byrådspolitikeren og uddyber:

“Her tænker jeg på indvandrere og flygtninge. Vi skal finde utraditionelle løsninger, for det er en svær gruppe at få med.”

Steen B. Andersen, der er uddannet folkeskolelærer, understreger især vigtigheden af at få uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet til at fungere sammen, mens kommunen skal agere bindeled.


Brand og biblioteker

Som formand for Kulturudvalget er Steen B. Andersen ikke i tvivl om, hvad han vil sætte på dagsordenen.

“Vi har fået en ny, international platform efter at have været kulturhovedstad i 2017. Vi er blevet opdaget af omverdenen, og den platform skal vi udnytte til både at tiltrække virksomheder og borgere til byen.”

Byrådspolitikeren fra Beder omtaler Aarhus' nye branding som et vigtigt element, der skal videreudnyttes, så Aarhus kan drage nytte af den øgede opmærksmomhed.

Det er dog ikke kun byudvikling og branding, der skal prioriteres i det nye byrådsarbejde hos Steen B. Andersen.

“Vi har også en opgave i at få de svageste grupper løftet. Her er bibliotekerne en vigtig spiller. Jeg ser gerne, at man får et samarbejde mellem biblioteker og skoler, for vi kan se, at der på flere skoler er mange, der har svag læseindlæring."

Arbejdet for at sikre bedre vilkår for de svageste grupper adskiller sig meget fra Aarhus som kulturhovedstad, men byrådspolitikeren er klar i mælet.

“Den øverste overskrift er, at vi skal have en by, der hænger sammen. Det handler om at få alle med.”

Det lokale fokus

Når snakken falder på, hvad Bering-politikeren vil sætte fokus på fra sit lokale områder, falder svaret prompte på transport og infrastruktur. Det lokale fokus for Steen B. Andersen er Bering-Bedervejen, som han angiveligt har kæmpet for i 12 år.

“Vi skal sørge for, at der kommer en korrekt linjeføring. Der skal være løsninger omkring Mårslet, Beder og Tranbjerg i forhold til, hvordan de skal kobles på.”

Derudover pointerer den garvede politiker, der siden 2006 har været en del af byrådet, at det skal være mere attraktivt at tage letbanen fra oplandet. Adspurgt, hvad han ser mest frem til i 2018 er svaret dog klart og tydeligt:

“Når letbanen kører hele vejen fra Odder til Lystrup.”
 

Publiceret 17 January 2018 20:30