Arkivfoto

Arkivfoto

Fremtidsforsker:

Tilsandede veje vil gå ud over byens vækst

Bering-beder-vejen skal bygges, E45 skal have et ekstra spor, og midtbyens trafikkaos skal løses. Ellers flytter væksten fra Aarhus, siger fremtidsforsker

Af
Af Maria Dalhoff og Esben Larsen Mikkelsen

JP Aarhus

De tilsandede veje i og omkring Aarhus er ikke blot en daglig frustration for pendlere til og fra arbejde, de er også den største trussel mod byens udvikling og derfor den største udfordring for det kommende byråd.
Der bliver med det samme taget fat på infrastrukturen, da fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra centret Fremforsk får til opgave at pege på byrådets og byens største udfordringer i de kommende år. Fremtidsforskeren opfordrer de ny- eller genvalgte politikere, som møder ind til første byrådsmøde den 10. januar, til at droppe kampen mellem flere veje og forrang til supercykelstier og bedre cykelparkering for at få flere til at vælge bilen fra.
"Den er håbløs. Kommunens folk har det med at foretrække cykler frem for biler. Det er en farlig måde at prioritere på. Det er godt at prioritere cykler, men skidt ikke at prioritere bilerne. Bilerne skal ikke være overalt, men der skal være plads til dem," siger han.
LÆS OGSÅ: Aftale indgået: Skatteyderne skal ikke betale for Letbane-aflysning

Væksten vil flytte

Jesper Bo Jensen peger på, at selskabet Tomtom Navigation har data, som viser, at Aarhus er den by i Norden med mest forsinkelse i myldretiden. På selskabets hjemmeside kan man se, at aarhusianske bilister i 2016 skulle afsætte 37-39 pct. ekstra tid til køreturen i myldretiden sammenlignet med en tur uden forsinkelse. I snit koster en tur i myldretrafikken aarhusianerne 20-25 minutters ekstra transporttid.
"På sigt vil byens udvikling stækkes, og man vil se, at virksomheder placerer sig uden for byen. I første omgang vil Aarhus vokse i udkanten, men da motorvejsnettet også er fyldt op, vil væksten ende med at flytte til f.eks. Skanderborg eller Favrskov," siger Jesper Bo Jensen.
Ifølge fremtidsforskeren er det vigtigt, at byrådet sikrer, at byggeriet af Bering-Beder-vejen, som skal stå klar i 2022, ikke endnu engang udskydes. Der skal ifølge Jesper Bo Jensen også fokus på at etablere et ekstra spor sydpå på E45, og så skal byrådet lave detailanalyser af enkelte trafikområder i midtbyen for at få trafikken til at glide hurtigere og bedre. Til slut hylder han letbanens indvielse, da den skaber en ny og vigtig trafikåre gennem midtbyen.
LÆS OGSÅ: I et splitsekund blev alt kaos: 'Jeg skriger BREMS og så hamrer han op bag i dem'

Mere ydmyghed

Jesper Bo Jensen så også gerne, at byrådet sætter fokus på at forbedre forholdene for erhvervslivet.
I sommers kunne Aarhus fejre, at kommunen havde taget et skridt opad fra en 79.- til en 43.-plads på Dansk Industris liste over kommunernes erhvervsvenlighed. Men det bør ikke stille byrådet tilfreds, mener Jesper Bo Jensen, som peger på, at de største udfordringer for erhvervslivet kan løses ved at forbedre kommunens dårlige infrastruktur.
"Derudover skal det være nemmere at få en byggetilladelse. Det skal i det hele taget være nemmere at komme i gang med projekter," siger han, inden han afslutter med en salve af forslag til det kommende byråd:
Overvej en letbaneetape til Aarhus Airport, post midler i at udvikle lufthavnen, byg endnu flere billige boliger til unge borgere, sæt skub i udviklingen af pasningstilbud i kommunen, nedsæt en arkitektonisk komité for at sikre høje byggestandarder; og til sidst peger fremtidsforskeren på, at Aarhus burde have en mere ydmyg tilgang over for de omkringliggende kommuner, som han mener har stor betydning for Aarhus’ vækst.

Publiceret 07 January 2018 10:12