Modelfoto: Mostphotos

Modelfoto: Mostphotos

Fremadstormende legetøjskæde åbner butik i Aarhus

Fem af landets største Legekæden-butikker indgik for nøjagtig ét år siden et samarbejde med Danmarks største netbutik Coolshop under navnet Kids Coolshop. Nu kommer legetøjskæden også til Aarhus

Først var det i Aalborg, Frederikshavn, Horsens, Silkeborg og Svendborg, at de tidligere Legekæden-butikker fik Kids Coolshop på facaden. Nu har den fremadstormende legetøjskæde også åbnet butik i Aarhus. Nærmere bestemt er det i Viby på adressen Ringvej Syd 98, hvor der tidligere lå en Legekæden-butik, at Kids Coolshop er åbnet.
Det oplyser Coolshop i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Gellerup Museum er lukket
Kids Coolshop er et nyt koncept fra Coolshop, hvor butikken blandt andet har skabt sin helt egen ambassadør i form af figuren Mester K, der jævnligt besøger de forskellige butikker i kæden og på YouTube har sin egen kanal. Dermed kan Kids Coolshop kommunikere med kædens primære målgruppe i deres sprog.
"Vi har turdet gå nye veje i markedsføringen af Kids Coolshop, og vi kommunikerer levende og engageret med de yngste på deres foretrukne kanaler. Derudover har vi en kæmpe styrke i den e-handelsmotor, der ligger bag Kids Coolshop. Et godt eksempel er de allestedsnærværende fidget spinners. Dem begyndte kunderne på Coolshop.com meget tidligt at søge efter i vores webbutik, og den slags mønstre kan vi reagere ekstremt hurtigt på. Derfor var vi blandt de første i landet til at føre produktet, og i det hele taget driver vi forretningen i Kids Coolshop med udgangspunkt i store datamængder og pludselige skift i kundernes købsmønstre. Det har vist sig at være en effektiv strategi," siger Jacob Risgaard fra Coolshop.com, der selv har mere end to millioner kunder i hele Norden, i pressemeddelelsen. 
Det er de tidligere bestyrere af Legekæden i Viby, Torben og Elisa Frederiksen, som også står bag Kids Coolshops første butik i Aarhus. 
"Vi har selv ønsket at blive en del af Kids Coolshop efter en længere årrække som Legekæden-butik. Vi kan se, hvordan de første fem Kids Coolshop-butikker er vokset, og den bølge vil vi gerne ride med på. Der er i vores optik meget store fordele ved at blive stærkere på hele onlinedelen, og alene det faktum, at vi nu stort set kan skaffe alt legetøj og dermed udvide vores sortiment mere dynamisk, har været en afgørende faktor for os, da vi besluttede at træde ind i Kids Coolshop," kommenterer Torben og Elisa Frederiksen i pressemeddelelsen.  
Den nye Kids Coolshop legetøjsbutik åbnede allerede i torsdags. 
jwh

Publiceret 05 January 2018 21:00