25-årige Nour Al-Hatto bor i Toveshøj i Aarhus Vest sammen med sine to børn - en dreng på to år og en datter på syv år.

25-årige Nour Al-Hatto bor i Toveshøj i Aarhus Vest sammen med sine to børn - en dreng på to år og en datter på syv år.

25 år, mor til to og tidligere flygtning:

Fredag åbner Nour klinik i Jægergårdsgade

Flygtede til Danmark i 2001. Nu åbner Nour Al-Hatto en kosmetolog-klinik

På fredag bliver 25-årige Nour Al-Hattos drøm en realitet, når hun åbner sin nye kosmetologklinik, Clinique Nour, i Jægergårdsgade.
At en så ung person åbner egen butik er en god historie i sig selv, men Nour Al-Hatto fra Toveshøj i Aarhus V har mere i bagagen end de fleste.
I 2001 kom hun til Danmark som flygtning fra Palæstina sammen med sin mor og bror. Siden har hun kæmpet, først for at få statsborgerskab, senere for at få en uddannelse - og så har hun oven i købet i mellemtiden fået to børn.
“Jeg undrer mig selv lidt over, at jeg har kunnet klare det hele, men jeg har også knoklet,” siger Nour Al-Hatto, som indtil nu har levet af SU og en kort periode med kontanthjælp, da hun fik sin datter.

Opsøgte butikker

Efter uddannelsen som kosmetolog var det svært at finde andet fast arbejde end praktik og vikartjanser, og det var her, idéen om at blive selvstændig opstod.
“Jeg lavede en forretningsplan og begyndte at gå på jagt efter lokaler, og jeg blev straks forelsket i Jægergårdsgade. Den har det hele,” siger hun.
Gaden er nok det sværeste sted at få lokaler i Aarhus, og når lejemål bliver fri, står folk allerede i kø til at overtage.
Derfor gik Nour Al-Hatto i dagevis rundt til gadens butikker for at høre, om nogen var på vej til at lukke, og til hendes held var det netop tilfældet med kosmetologen Damkilde.
“Så jeg fandt frem til ejeren af bygningen og forstyrrede ham hver dag. Der var andre interesserede, men jeg fik vist irriteret ham tilpas nok,” griner Nour Al-Hatto, der i årevis har sparet op til at forfølge drømmen, men som også har fået økonomisk hjælp af sin kæreste og familie.
Selv betegner hun klinikken som en luksus-klinik for alle med fokus på kvalitetsprodukter og god stil.
“Jeg vil gerne opbygge mit navn og rygte over tid ved at give den bedste skræddersyede behandling til den enkelte kunde hver gang. Det må være vejen til succes.”

Clinique Nour holder til i Jægergårdsgade 37, der tidligere husede Damkilde. Klinikken er meget stilrent indrettet med dansk design.

Clinique Nour holder til i Jægergårdsgade 37, der tidligere husede Damkilde. Klinikken er meget stilrent indrettet med dansk design.

Publiceret 31 August 2017 07:00