Nuværende formand, Peter Piilgaard, håber, at mange har mod på at møde op til informationsmødet 31. januar. Her kan man stille alle de spørgmål, man måtte have uden “risiko” for at blive valgt.

Nuværende formand, Peter Piilgaard, håber, at mange har mod på at møde op til informationsmødet 31. januar. Her kan man stille alle de spørgmål, man måtte have uden “risiko” for at blive valgt.

Hele bestyrelsen stopper:

Fodbolden er døden nær i Solbjerg

31. januar inviterer Solbjerg IF Fodbold til informationsmøde om klubbens fremtid. Der er brug for nye bestyrelsesmedlemmer

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

“Hvis ikke nogen melder sig på banen, så er der ikke fodbold i Solbjerg længere. Scenariet er skræmmende, men meget klart,” fortæller Peter Piilgaard, nuværende formand for Solbjerg IF Fodbold.
Sammen med resten af bestyrelsen vælger han nemlig at stoppe 1. marts i år. Melder ingen nye sig på banen, ser det sort ud for fodbolden i byen.
“Det er ikke en kollektiv beslutning at stoppe. Alle har hver deres begrundelse,” fortæller Peter Piilgaard, som dog ikke lægger skjul på, hvorfor han selv vælger at sige fra nu.
“Det er den manglende opbakning til bestyrelsesarbejdet. En bestyrelse kan ikke løfte alle opgaver selv - og vi vil ikke lave det hele,” siger han og fortsætter:
“Jeg kan sådan set rigtig god lide arbejdet, og jeg synes, at det er et mega vigtigt job, men man løber tør for kræfter, når opbakningen mangler,” forklarer han.
Derfor er der indkaldt til det, som velsagtens kan beskrives som et regulært krisemøde, 31. januar klokken 19 i idrætsforeningens café.

“Gør noget godt for byen”

Det er sådan set ikke fordi, at Solbjerg IF Fodbold mangler frivillige - der er ganske mange tilknyttet klubben, men Peter Piilgaard er alligevel ærgerlig:
“Ja, vi har mange frivillige, men når det kommer til foreningsarbejdet og det her med at gå skridtet længere end blot ens eget barns hold, så bliver det pludselig svært for folk. Jeg ville ønske, at man ikke kun kiggede på sig selv, men gjorde noget godt for hele klubben og byen,” forklarer han.
Den afgående formand slår på, at jo flere, som melder sig og er fælles om opgaven, jo mindre arbejde er der til hver.
“Der er egentlig kun behov for tre-fem personer i bestyrelsen, men hvad der næsten er mere vigtigt, er de 15-20 personer, der mangler i underudvalgene,” forklarer Peter Piilgaard.

Mød op og stil spørgsmål

Fodboldafdelingen har cirka 275 medlemmer, hvoraf de 40-50 er seniorer og oldboys.
Afdelingen er, i følge Peter Piilgaard, en vigtig del af byen, og han kan derfor slet ikke forestille sig, at der ikke skal kunne spilles fodbold i Solbjerg længere.
“Derfor håber jeg også, at der er nogle, som tør at møde op til informationsmødet 31. januar. Her kan man stille alle de spørgmål, man måtte have, uden “risiko” for at blive valgt,” siger den afgående formand.

null

Publiceret 20 January 2017 11:00