Rebecca Matthews er ukuelig optimist og føler sig helt sikker på, at vejret ikke får lov til at koste det enorme åbningsshow den 21. januar livet.

Rebecca Matthews er ukuelig optimist og føler sig helt sikker på, at vejret ikke får lov til at koste det enorme åbningsshow den 21. januar livet.

Dårligt vejr kan aflyse åbningsceremonien til Kulturhovedstadsåret

I tilfælde af ekstremt vejr vil kulturårets åbningsceremoni blive aflyst, fortæller direktøren Rebecca Matthews

Af
Tekst og foto af Alexandra Bach

Når Europæisk Kulturhovedstad 2017 løber af stablen 21. januar, vil den officielle åbning markere starten på et år med Aarhus som midtpunkt med over 400 kulturelle events.
Men er vejrguderne i rigtig dårligt humør, må vi ifølge direktøren for 'Aarhus 2017', Rebecca Matthews, være åbningsceremonien foruden.
”Konsekvensen af ekstremt dårligt vejr er, at der ikke bliver nogen åbning. Hvis arrangementet ikke finder sted 21. januar, så finder det slet ikke sted. Der er så mange kunstnere og mennesker, som har sat lige præcis den dag af, så jeg tror ikke, det vil være muligt at ændre dagen. Men det er bestemt ikke i vores tanker i øjeblikket,” fortæller Rebecca Matthews.

Tjekker vejret hver dag

Da der er en reel risiko for, at vejret ikke arter sig, bliver vejrudsigten nøje studeret hver eneste dag.
”Som I kan forestille jer, vogter vi vejret som høge. Vi ser vejrudsigten dagligt og får opdateringer hver time, men snart vil det være muligt at få den præcise vejrudsigt for dagen. I øjeblikket ser det fint ud, men som vi ved, kan det ændre sig. Det er jo Danmark,” siger hun og fortsætter:
”Det er klart, at hvis der kommer en frygtelig storm, kraftig blæsevejr eller en massiv snestorm, så vil vi aldrig udsætte folk for fare. Det kommer bare ikke til at ske,” siger hun.
Showet koster 17,5 millioner kroner, og de vil dermed gå tabt.
”Jeg bliver enormt skuffet, hvis det bliver aflyst. I forhold til økonomien er det sørgeligt, men skuffelsen over ikke at have en åbning vil være større.”
Der er dog en plan, som træder i kraft, hvis vejret ikke bliver, som de håber.
”Bliver vejret dårligt, er vi helt parate, og har en beredskabsplan klar,” fortæller hun.

Tror på godt vejr

Dog er Rebecca Matthews fortrøstningsfuld og ukuelig optimist. Hun er sikker på, at vejret nok skal arte sig.
”Der bliver en åbning 21. januar. Det er jeg sikker på. Det kommer ikke til at ske, at det bliver aflyst. Selvom det ikke bliver en perfekt aften, og hvis det regner, blæser eller er koldt, så vil det stadig blive skudt i gang på åbningsdagen.”
Peter Vestergaard, der er pressechef for Europæisk Kulturhovedstad 2017 fortæller, at folk skal holde øje med hjemmesiden aarhus2017.dk, da det er her, information vil blive publiceret i tilfælde af en aflysning.

null

Publiceret 17 January 2017 08:00