Året der gik i Aarhus - fra A til O

Del 1: Det har været et begivenhedsrigt 2016 i verdens mindste storby. Her følger et lille tilbageblik på stort og småt fra årets gang i Aarhus

AGF har ikke givet de aarhusianske fans forfærdeligt meget at glæde sig over i det forgangne år. I hvert fald ikke i Superligaen. Her blev det til ni sejre, 12 uafgjorte og 14 nederlag i det første år under den midtjyske mestertræner Glen Riddersholm. Spillet har været lige så svingende som resultaterne, der har budt på opture som 5-1-sejren over Esbjerg på Ceres Arena, men også det skandaløse 7-1-nederlag hjemme til Brøndby. Byens hold overvintrer på en 11. plads med syv point op til mesterskabsspillet.

Bakken Bears startede året så godt med en pokaltitel i januar, men så var der en sjat bump på vejen. Holdet tvang DM-finaleserien mod rivalerne fra Horsens IC ud i en syvende og sidste neglebider. Desværre sneg de trælse gutter fra provinsbyen i syd sig til sit andet mesterskab i træk foran Aarhus' baskethelte, og sørme om de ikke også slog bjørnene ud af pokalturneringen for nogle uger siden. Til gengæld har vi spillet Champions League-basket – hvilket Horsens ikke havde ressourcer til - efter en forrygende kvalifikation. Og så taler vi ikke om, at det kun er blevet til en enkelt sejr.

Cykelløbet PostNord Danmark Rundt kommer til Aarhus for 18. gang, og denne gang skal Michael Valgren, Magnus Cort og alle de andre forhåbentlig afgøre det hele, når de næste år kører i den jyske hovedstad. Kort før jul blev ruterne offentliggjort, og løbets sidste etape starter i Ebeltoft og slutter på Tangkrogen. Forinden rammer feltet blandt andet Solbjerg, Malling, Beder, Fulden og Moesgaard Bakken.

DOKK1 – byens kæmpemæssige prestigebyggeri til over to milliarder kroner – var og er hovedrolleindehaver i en landsdækkende byggeskandale, hvis retslige efterspil nok vil strække sig langt ud i fremtiden. MgO-pladerne, som man pakkede bygningen ind i, sugede simpelthen mere væske til sig end et kuld 'russere' på pubcrawl i Jægergårdsgade, og derfor skulle de udskiftes. Det er de stadig ved at blive, og prisen er 24 millioner kroner.

Europæisk Kulturhovedstad bliver Aarhus officielt udnævnt som i det kommende år, men forberedelserne dertil satte i den grad sit præg på bybilledet i 2016. Især trafikken og trafikanternes tålmodighed blev ramt hårdt, fordi Aarhus Kommune gerne ville have vejarbejde og renoveringsprojekter ordnet, så byen tager sig bedst muligt ud i 2017.

Frederiksbjerg Skole har badet sig i hæder og priser, efter den helt nye læringsanstalt ud til Ingerslevs Boulevard i august blev indviet af kronprinsesse Mary. Den meget moderne skole, som – seriøst – sælger rundvisninger for 3.000 kroner, og som har løbebane rundt om matriklen, indendørs klatrerum og fritgående geder og kaniner, blev kåret til Årets Skolebyggeri og Årets Byggeri.

Gert Bjerregaard fik sin vilje. Gellerupbadet må ikke længere have kønsopdelt svømning. Det fik venstrepolitikeren sammen med et flertal i byrådet trumfet igennem kort før jul. Det endelige forbud vedtages efter jul. Forinden var bølgerne gået højt. Nogen mente, at 'mænd forbudt'-svømningen var kvindeundertrykkende og udansk, mens andre syntes, det var et fair frirum for blufærdige kvinder og demonstrerede mod forbuddet foran rådhuset.

Hundemishandling i Harlev - eller nærmere betegnet den lille naboby, Framlev. På en meget nedslidt landejendom fandt Østjyllands Politi i november 26 hunde, som levede under kummerlige forhold. Alle var dehydrerede, underernærede og menneskesky. Én hvalp var død ved politiets ankomst, 11 hunde måtte aflives. Resten blev overleveret til Dyrenes Beskyttelse. Ejendommens to beboere, en kvinde og en mand, blev sigtet i sagen.

IMAX kom til Aarhus som den blot tredje by i Norden. CinemaxX fik importeret over 13 tons udstyr fra Canada til M.P. Bruuns Gade, så aarhusianerne kunne opleve film på den helt store klinge. Med vild lyd og billeder skudt fra to projektorer direkte på Jyllands største lærred, der udgør hele 200 kvadratmeter. Den renoverede sal med nye, lækre lædersæder blev indviet 13. december til gallapremieren på den nye Star Wars-film.

Justin Bieber skal optræde foran op mod 50.000 hvinende og melodramatiske pigebørn den 15. juni 2017. Den store koncertnyhed blev afsløret i slutningen af november. Den canadiske popdreng, verdensstjerne og uopdragne skarnsknægt (der er ofte ballade med ham) rammer Aarhus som en del af sin 'Purpose World Tour' og optræder på Jydsk Væddeløbsbane. Billetterne blev sat til salg 5. december, og der er endnu ikke udsolgt.

Kommunalpolitikerne kunne ikke blive enige under årets budgetforhandlinger, og derfor rejste de borgerlige partier sig i samlet flok og gik ud fra rådhuset med korslagte arme og målrettet kritik af en 'usamarbejdsvillig' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), som dog landede budgettet for det kommende år med vennerne på venstrefløjen.
Lars Boje Mathiesen, byrådets vel nok mest ihærdige furie, smækkede med døren hos Liberal Alliance, da partiet ikke imødekom hans ønske om at blive folketingskandidat. I stedet meldte den Facebookglade skolelærer fra Harlev sig ind hos højrefløjspartiet Nye Borgerlige, for hvem han nu er byråds-, regions- og folketingskandidat.

Madmarkederne blev et af årets helt store tilløbsstykker. I august slog Aarhus Street Food dørene op til den gamle bushal ved rutebilstationen med et væld af forskellige boder med mad fra hele verden. Gæsterne er strømmet til, og det samme er de hos Aarhus Central Food Market i den gamle Aarhus-hallen ved Skt. Knuds Torv, hvor gode råvarer og små anretninger af høj kvalitet er hovedattraktionen. Den åbnede 1. oktober, og folkene bag har allerede planer om at udvide til dobbelt størrelse.

Nazir Mobin, ejer af Vask48, vandt 15.000 kroner og årets Aarhus Takker-pris for sin flotte indsats for byens hjemløse. Den hjertevarme vaskemand havde iværksat et initiativ, hvor han lod sine kunder donere overskudstøj til de hjemløse, og så donerede han selv 30.000 kroner til vask af de hjemløses tøj.

Oliver Arndt De Thurah. Den 12-årige, aarhusianske charmetrold med det lange hår vandt Voice Junior, TV 2's populære sangprogram. Frederiksbjerg-knægten havde Oh Land som mentor gennem hele programmet, og det var hendes sang 'Love me better' og Bill Withers-sangen 'Ain't no Sunshine', som sikrede ham sejren.

(Del 2 af Året der gik i Aarhus kan du læse i næste uge)

Kronprinsesse Mary tog selfies med eleverne, da hun indviede Frederiksbjerg Skole. Foto: Alexandra Bach

Kronprinsesse Mary tog selfies med eleverne, da hun indviede Frederiksbjerg Skole. Foto: Alexandra Bach

Disney havde valgt at gallapremieren på den nye Star Wars-film skulle holdes i Aarhus i CinemaxX' nye IMAX-biograf. Foto: Danni Paulsen

Disney havde valgt at gallapremieren på den nye Star Wars-film skulle holdes i Aarhus i CinemaxX' nye IMAX-biograf. Foto: Danni Paulsen

Publiceret 27 December 2016 12:00