Aarhus Takker:

Hjertevarm vaskemand tager årets pris

Nazir Mobin er netop blevet hædret for sit vaske-initiativ for hjemløse

Af
Louise Nyvang Burmeister

Den 26-årige iværksætter Nazir Mobin modtager Aarhus Takker-prisen 2016 for sin indsats for at hjælpe hjemløse.
Knap 100 gæster var mødt op på Aarhus Rådhus torsdag sidst på eftermiddagen til uddelingen af Aarhus Takker, som Aarhus Kommune uddeler i samarbejde med Lokalavisen Aarhus.   
Mens gæsterne havde vin i glassene og tapas på tallerkenen, stod det lokale band Bogfinkevej for den musikalske underholdning med blandt andet sangen 'Smilets by', inden rådmand Thomas Medom (SF) og områderedaktør for Lokalavisen Camilla Olesen afslørede årets prisvinder.
 

"Jeg er meget glad"

Det var en glad iværksætter, der til spontan trommesolo, hujen og klapsalver, modtog prisen - overrakt af sidste års vindere fra madinitiativet Skraldecafeen.
"Alle kandidaterne havde fede initiativer, så jeg er meget glad for at stå her med Aarhus Takker-prisen 2016," sagde Nazir Mobin, der ejer online-vaskeriet Vask48.
Vaskefirmaet er blevet indstillet til Aarhus Takker-prisen for deres samarbejde med værestedet Det Blå Sted i Jægergårdsgade. Firmaet tilbyder at hente aarhusianeres aflagte tøj for at give det videre til Det Blå Steds hjemløse brugere. Vask48 har ligeledes doneret 30.000 kroner til centrifugering og vask af den socialt udsatte gruppes tøj.
 

Pengene skal gå til de hjemløse

Med prisen fulgte 15.000 kroner, et diplom og en æske chokolade.
"Pengene skal gå til at afholde et arrangement for hjemløse 18. december, som vi kalder 'Giv en gave' og til endnu flere arrangementer fremover," siger dette års prisvinder.
De øvrige nominerede til Aarhus Takker; Cykling uden alder v/Eigil Amby, Flygtningevenner v/Ronja Hauge Schierup, Anaobaba TV v/Abdullah Asmaeel og Abdulghafar Kaabour og PowerjobMidt v/Doris Nielsen modtog hver 3.000 kroner.
Vinderen af Aarhus Takker 2016 er dels fundet ved en afstemning på nettet, hvor alle Lokalavisen Aarhus' læsere har haft mulighed for at pege den kandidat, de mente, skulle modtage prisen, og dels har en dommerkomité peget på sin favorit. 
 

null

Publiceret 24 November 2016 18:00