Der var nok mindst 30 mennesker inde hos Det Grønne Køkken og øse autentiske thai-specialiteter op i den lille flamingoboks, man får udleveret, på den halve time, Lokalavisen var på besøg.

Der var nok mindst 30 mennesker inde hos Det Grønne Køkken og øse autentiske thai-specialiteter op i den lille flamingoboks, man får udleveret, på den halve time, Lokalavisen var på besøg.

Ny takeaway-butik i Bruuns:

Fynsk thai-succes er kommet til Aarhus

Det Grønne Køkken åbnede i torsdags en takeaway-butik i Bruuns Galleri. Ejer håber på flere forretninger i byen

Uden nogen palaver åbnede Det Grønne Køkken torsdag sin takeaway-forretning med thailandsk mad i Bruuns Galleri.
Der var ingen åbningstilbud eller et stort anlagt 'Hej, nu er vi her'-arrangement, men alligevel strømmede kunderne til i den korte tid, Lokalavisen var forbi for at tage en snak med ejeren.
“Vi lader maden tale for sig selv, så der var ingen grund til at gøre et kæmpe nummer ud af det. Det har hele tiden været vores forretningsmodel, at kunderne kommer tilbage, fordi maden er i top, let og bekvem at komme til og prisen i bund,” siger Claus Juul, der ejer og driver Det Grønne Køkken sammen med sin medfynske kompagnon Mustafa Corap.

Vild vækst

Sammen startede de Det Grønne Køkken i Odense i 2014, og siden er det bare gået én vej.
“Jeg tror, vi har ramt et hul i markedet. Vores mad er sund, og det er ikke mange steder, man kan få sund og lækker takeaway-mad. Og slet ikke til en billig penge. Så skal du over i Kvickly og have en daggammel salat,” bedyrer han og fortæller om virksomhedens imponerende vækst.
“Med dagens åbning har vi syv forskellige restauranter fordelt over Kolding, Vejle, Odense og Aarhus. Vores ultimative mål er at blive landsdækkende, men vi har allerede nået en omsætning på mere end 50 millioner kroner og har 120 ansatte,” siger ærkefynske Claus Juul, der kastede sig over det thailandske køkken, fordi han selv har boet i Asien og er gift med en thailænder.
I den lille forretning i Bruuns Galleri er der indtil videre 16 på lønningslisten.

Når du har fyldt det i din boks, så går du bare til kassen og får den vejet. En del af konceptet er, at 100 gram altid koster 10 kroner. Uanset indhold.

Når du har fyldt det i din boks, så går du bare til kassen og får den vejet. En del af konceptet er, at 100 gram altid koster 10 kroner. Uanset indhold.

100 gram for en 10’er

De laver al maden fra bunden ude bagved, fylder konstant op i den store buffet, der udgør butikken, og så gør de rent ved de få siddepladser under trappen, der fører op til biografen.
Kunderne skal dog også gøre det noget af arbejdet.
Når hænderne er sprittet af, kan de gå på opdagelse i de utallige bøtter med forskelligt salatindhold og de varme retter, der blandt andet tæller panang karry-grøntsager stegt i østerssauce og kylling stegt i cashewnødder.
“Det, jeg tror, folk bedst kan lide ved konceptet, er, at det er simpelt. Du betaler bare for vægten af maden. 10 kroner per 100 gram koster det, og så er det egentlig op til dig selv, om du bare vil have 200 gram rejer i din boks, eller om den skal fyldes op med 20 forskellige ting,” siger Claus Juul, som forsikrer, at maden hele tiden er frisk.
“Vi har ure, der gør opmærksom på, at noget skal skiftes. Der er som minimum hver tredje time, men i vores andre forretninger ligger det aldrig så længe, og det kommer det garanteret heller ikke til med det rend af mennesker, der er her i Bruuns Galleri.”
Flere af Det Grønne Køkkens forretninger er blevet åbnet i år, og dette er den sidste i 2016.
Men der er ambitioner om flere åbninger i den jyske hovedstad.
“Det her er lidt en prøveklud, men vi kunne da godt tænke os at kigge mod gågaden på et tidspunkt. City Vest har også vist interesse for at få os tilknyttet,” siger Claus Juul.

Publiceret 30 August 2016 11:00