Den forventningsfulde ejer af METERMETER, Pia Jensen, glæder sig til at åbne i nye omgivelser.

Den forventningsfulde ejer af METERMETER, Pia Jensen, glæder sig til at åbne i nye omgivelser.

Populær stofbutik rykker til midtbyen

METERMETER fordobler sine kvadratmeter og flytter lokaler fra Højbjerg til Aarhus C

Den populære stofbutik METERMETER har i den grad vokseværk, og med blot et lille år på butiksbagen har indehaver Pia Jensen måttet erkende, at forretningen er vokset sig for stor til de 40 kvadratmeter på Oddervej i Højbjerg.
Derfor vender hun lørdag lukket-skiltet for sidste gang og åbner i stedet dørene til en helt ny 100 kvadratmeter stor butik i Hans Hartvig Seedorffs Stræde fredag den 2. september.
“Jeg mangler simpelthen plads, fordi det går så godt. Og det er jo dejligt. Jeg var egentlig gerne blevet i Højbjerg, men det var ikke til at finde ordentlige lokaler,” forklarer Pia Jensen, der med den nye placering forventer et langt større rend af kunder.
“Der er nogle åbenlyse fordele ved at have en butik midt i byen. Det er et klart større kundepotentiale, og der kommer uden tvivl mange flere forbi for lige at stikke snuden ind. Derudover vil mange af mine trofaste kunder, der kommer inde fra byen, slippe for at halse op ad Oddervej på cykel,” griner hun og fortæller, at åbningstiderne derfor også udvides fra tre åbningsdage til fem - kun søndag og mandag er butikken lukket.

Har ramt bølge

De seneste år er gør det selv-arbejde blevet utroligt populært - ikke mindst blandt de, der er dygtige med nål og tråd og fingerbøl.
Og Pia Jensen har med succes formået at ramme et marked, der efterspørger stof af høj kvalitet, selvom prisen er derefter.
“Der er virkelig gang i sy-selv-bølgen herhjemme, og jeg har derudover valgt at satse på mange unikke stoftyper fra udlandet, som man ikke kan købe i andre stofbutikker herhjemme. Det har der været kanonstor efterspørgsel på,” lyder det fra den 31-årige butiksindehaver, der også har gang i stofsalget fra hjemmesiden metermeter.dk.
“Onlinesalget er skudt i vejret, så det er også af logistiske årsager, at jeg flytter. Jeg får en større butik, men jeg kommer også til at have meget bedre plads til at pakke de mange forsendelser.”

Publiceret 25 August 2016 14:30