“Lige nu er jeg ung og smuk,snart ligner jeg det, jeg er, hærdet af druk. Lige nu kan jeg charmere din fordømmelse bort, Snart vil du se jeg var af en selvmedicineret sort.” Fra ’Ild i min røg’ fra nyeste album, ’Alle Taler’. Foto:Per Bix

“Lige nu er jeg ung og smuk,snart ligner jeg det, jeg er, hærdet af druk. Lige nu kan jeg charmere din fordømmelse bort, Snart vil du se jeg var af en selvmedicineret sort.” Fra ’Ild i min røg’ fra nyeste album, ’Alle Taler’. Foto:Per Bix

Mathilde Falch:

“Mine tekster fungerer som dagbog”

Den 26-årige sangerinde Mathilde Falchs hårde liv har banet vej for et unikt tekstunivers, som Aarhus snart kan se

Af
Af Jannik Schiermer Poulsen

Efter nogle turbulente år med spisevægring, psykiatriske indlæggelser og misbrug er livet - og musikkarrieren - kommet på rette spor for den 26-årige sangerinde Mathilde Falch.
Hun er datter af sanger og skuespiller Michael Falch, og i efteråret udgav hun sit tredje album, som blev ugens album på P4.
For tiden er hun på danmarksturné med sit band, og 10. marts gæster de Musikhuset i Aarhus.
“Det er et af de steder, jeg i mange år har drømt om at spille. Jeg har været til nogle fantastiske koncerter Musikhuset, og det er helt specielt, at jeg nu selv får lov til at spille der,” fortæller Mathilde Falch glad.
Sangerinden er ikke helt fremmed i byen, og hun ser frem til at komme tilbage.
“Jeg var i Aarhus en del som barn, både på ferier og i perioder, hvor min far arbejdede der. Jeg har også spillet de to seneste år i Festugen, og det var fantastisk,” fortsætter hun.

De klassiske rock-dyder

Det er dog ikke den berømte far, som har fået datteren til at følge i hans fodspor, og det er i højere grad kunstnere som Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan og Nick Cave, som har inspireret Mathilde Falch.
“Jeg har selvfølgelig hørt min fars musik hele mit liv, og jeg er rigtig glad for den, så man kan måske høre lidt af ham i min musik, men det er ikke bevidst. Vi har et far-og-datter forhold og ikke et professionelt forhold,” fortæller hun.
Hendes musik er energisk rock med blik for den klassiske lyd - krydret med et meget direkte tekstunivers, og netop dét har hun høstet gode anmeldelser for.
“Jeg har altid været glad for rock, hvor der er fokus på teksterne. Mine sange kommer fra mit eget liv, og teksterne fungerer som en dagbog,” fortæller hun.

’Jeg må knibe mig i armen’

Mathilde Falch og bandet er beærede over den vind i sejlene, de har oplevet i den seneste tid.
“Det er helt fantastisk, især efter at have knoklet for det de seneste syv år. Vi er på tur nu, og vi har spillet ret mange udsolgte koncerter. Jeg må knibe mig lidt i armen engang i mellem,” fortæller sangerinden, der er aktuel med sit tredje album.
Hende og bandet har kunnet leve af musikken de seneste par år, og et loyalt publikum har efterhånden fulgt hendes vej fremad i karrieren.
Og Mathilde Falch lyser op, da snakken falder på hendes fanskare.
“Mit publikum er enormt blandet, og det er helt vildt dejligt. Det, de har til fælles, er, at de er rockfolk med kærlighed til tekster. Det er rigtig fedt at se en 16-årig sidde side om side med en 70-årig, når jeg kigger udover mit publikum,” siger Mathilde Falch.
“Kom ind og hør noget live-musik! Vi lover, vi er skarpe, og vi har glædet os helt vildt. Det bliver en rigtig god aften,” slutter hun af med at love.

Publiceret 07 March 2016 12:00