Opdateret:

Bankrøver anholdt kort efter røveri i Arbejdernes Landsbank

64-årig mand fra Tranbjerg anholdt og fængslet for røveri

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

Østjyllands Politi modtog i går klokken 13.48 anmeldelse om et røveri i Arbejdernes Landsbank i M. P. Bruunsgade 22.
Gerningsmanden indfandt sig i banken, hvor han gik hen til en kasse og forlangte penge. Han holdt den ene hånd i lommen og sagde, at han havde en pistol. Kassereren udleverede et større kontantbeløb, hvorefter gerningsmanden gik fra stedet. Gerningsmanden blev beskrevet som: Mand, 55-60 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning. Videooptagelser fra banken godtgjorde, at han var iført en blå dynejakke, sort hue og grå bukser.
Billeder af gerningsmanden blev rundsendt til politipatruljer i midtbyen og derfor kunne en patrulje genkende manden i Vestergade og foretog klokken 15.01 anholdelse af en 64-årig mand fra Tranbjerg. Han havde på tidspunktet skiftet tøj og var ikke i besiddelse af udbyttet fra røveriet. Pengene blev efterfølgende fundet i nærheden af det sted, hvor manden blev anholdt.
Manden blev ved grundlovsforhøret fængslet frem til 22. december.

Publiceret 01 December 2015 09:00