Langenæs Bageriet flytter ind i denne bygning på Lokesalle i Torsted. På billedet ses direktør Michael Spottag (til venstre) og Bo Lydersen, der står for opbygningen af bageriet i Horsens.

Langenæs Bageriet flytter ind i denne bygning på Lokesalle i Torsted. På billedet ses direktør Michael Spottag (til venstre) og Bo Lydersen, der står for opbygningen af bageriet i Horsens.

Langenæs Bageriet udvider med butik i Horsens

Horsens får et nyt bageri med drive-in, café og butik

Af
Lotte Gyldenvang

Det kendte aarhusianske bageri, Langenæs Bageriet, er snart ikke længere kun forbeholdt brød- og kageglade kunder i Aarhus, hvor der findes tre bagerier på Langenæs i Aarhus C, i Højbjerg og Risskov.

Langenæs Bageriet også ved 'at slå et brød op' i Horsens. Nærmere bestemt på Lokesalle i Torsted.

“Vi har de seneste måneder haft rigtig mange møder, blandt andet med håndværkere. Det er stadig usikkert, hvornår vi mere præcis kan åbne bageriet i Horsens. Men det bliver inden sommer næste år,” lyder det fra direktør for Langenæs Bageriet, Michael Spottag.

Horsens er knudepunkt

Det var hans forældre, Hanne og Finn Spottag, der i 1984 startede Langenæs Bageriet på Nordborggade i Aarhus med Michael Spottag som eneste bager.
Siden har bageriets mission med kvalitetsbrød og unik service vundet aarhusianernes hjerter og vokset sig til en kæmpe succes, fortæller Michael Spottag.

“Næste skridt har længe været at lade Langenæs Bageriet sprede ringe omkring Aarhus. Her er Horsens en oplagt og stor by at tage til. Det er et knudepunkt, og vi er vilde med placeringen i Torsted, hvor der er godt med trafik,” forklarer direktøren om valget af Horsens som næste filial.

Stor renovering i gang

Nu hvor adressen til det kommende bageri er fundet, venter en meget omfattende renovering.
Facaden, vinduer, indgangsparti, kort sagt alt skal totalrenoveres i den 2.500 kvadratmeter store bygning, som man kan se fra Ringvejen.

På Lokesalle bliver der anlagt en vej, så man kan komme hele vejen rundt om bygningen i bil og dermed benytte bageriets drive-in.

“Foruden selve bageriet bygger vi en butik og café på omkring 400 kvadratmeter. Inspireret af restauranter, hvor gæster kan se kokken i køkkenet og følge med i madlavningen, vil vi gerne åbne op for bageriet, så kunderne kan se, når der bages og æltes,” fortæller Michael Spottag om planerne for indretningen i bageriet, der i Horsens også får navnet Langenæs Bageriet.

Går ikke i brød-krig

Langenæs Bageriet kommer ikke til Horsens for at gå i kage-krig mod byens andre bagerier.

“Vi går ikke i krig. Vi koncentrerer os udelukkende om at bage med kvalitet og give kunderne god service. Derfor vil horsensianerne ikke opleve en masse brød og kager til billige penge hos os,” understreger direktøren.

Til at begynd med vil der blive brug for, hvad der svarer til cirka 10-12 fuldtidsansatte i bageriet i Horsens.
På Langenæs, der er det største af bagerierne i Aarhus, har man 150 ansatte, hvilket svarer til cirka 40 på fuld tid.

Publiceret 01 December 2015 17:45