Rådmand sender sms til vælgere

Rabih Azad-Ahmad (R) vil minde aarhusianerne om at stemme d. 3. december

Af
Louise Nyvang Burmeister

"Husk at stemme."
Det er budskabet i en sms, som rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune vil sende til alle stemmeberettigede forud for folkeafstemningen den 3. december.
”Retten til at stemme er en af hjørnestene i et demokrati. Det er derfor vigtigt, at vi husker at bruge den ret. Jeg synes, at det er oplagt, at vi som kommune gør en indsats for at få vælgerne til stemmeurnerne. Vi har gode erfaringer fra det seneste kommunalvalg, hvor det lykkedes at hæve stemmeprocenten, og jeg synes, at vi skal blive ved med at minde hinanden om vigtigheden af at bruge vores stemmeret,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) i en pressemeddelelse.
Den 3. december skal danskerne til stemmeurnerne til en folkeafstemning om Retsforbeholdet. Det er i den forbindelse, at rådmanden vil sende en sms til de op mod en kvart million stemmeberettigede i Aarhus Kommune. Derfor vil han rejse forslaget om sms, når valgbestyrelsen mødes på onsdag.
"Vi skal løbende være opmærksomme på, hvordan vi kan hæve stemmeprocenten ved afstemninger, og specielt hvad vi gør for at ramme de unge. Her tror jeg at en påmindelses SMS vil være en rigtig god og effektiv idé," siger Rabih Azad-Ahmad.
Allerede i weekenden er der mulighed for at blive klogere på folkeafstemningen, når Dokk1 danner ramme om Folketingets Folkehøring.
Knap 380 har taget imod en invitation fra Folketinget om at komme til Aarhus den 14.-15. november. Her skal de bl.a. mødes med statsministeren og de øvrige partiledere for at debattere og blive klogere på, hvad folkeafstemningen handler om, og hvad de selv vil stemme den 3. december.
Deltagerne er udvalgt af Gallup, så de udgør et mini-Danmark. Det betyder, at det er folk i alle aldre med forskellig politisk overbevisning og fra alle egne af landet, som deltager.
Rådmand Rabih Azad-Ahmad byder velkommen til konferencen i morgen lørdag klokken 12.
 

null

Publiceret 13 November 2015 14:00