Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), tog imod underskrifterne med åbne arme. De blev afleveret som gave af en af initiativtagerne Anne Marie Kjeldsen fra Hjortshøj.

Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), tog imod underskrifterne med åbne arme. De blev afleveret som gave af en af initiativtagerne Anne Marie Kjeldsen fra Hjortshøj.

Rådmand fik 1.335 Hjortshøj-protester

Der bliver snarest kigget på trafikforholdene på Mejlbyvej i Hjortshøj, lover Kristian Würtz

Af
Af Kim Skovrup Andersen

“Kære Rådmand, nedsæt farten på Mejlbyvej ved Hjortshøj, fjern fart-stresset fra vejen og anerkend, at Mejlbyvej først og fremmest er til for beboernes skyld. Hjortshøj har brug for kommunens aktive fokus på ny infrastruktur og trafiksikkerhed, fordi Hjortshøj har vokseværk og har sprængt de gamle rammer.”
Så klar var beskeden fra Anne Marie Kjeldsen, en af initiativtagerne til den underskriftindsamling, hvor 1.335 borgere har skrevet under på, at der skal gøres noget ved de trafikale forhold i Hjortshøj.
Første og fremmest på Mejlbyvej, der er hårdt ramt af hurtigt kørende biler.
Sammen med en mindre gruppe Hjortshøj-borgere afleverede hun de mange protest-underskrifter til rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S) på hans kontor, kort inden onsdagens byrådsmøde og holdt derefter en kort tale, der virkede til at gøre indtryk på Würtz.
“Jeg kan godt forstå, I har denne her frustration. Jeg tror godt, at man kan gøre noget trafikteknisk ude i Hjortshøj som gør, at der bliver en større sikkerhed, men vi er bestemt også nødt til at få folk til selv at arbejde med tingene, og det lægger I jo også op til. Bilister er som regel også mennesker med børn og familier, når de kommer ud af bilerne. Så det er godt, I får folk til at reflektere over det. Det er en debat, som er rigtig vigtig,” sagde Würtz.
“Vi er totalt trætte af det trafik-kaos, der er ude ved os hver morgen på Mejlbyvej. Dét, vi beder om, synes vi selv er i den billige ende og kan ordnes med skilte og fartdæmpende chikaner. Vi beder ikke om rundkørsler og trafiklys, for det ved vi godt er for dyrt og tager tid,” lød det fra Anne Marie Kjeldsen, som er fra grundejerforeningen Karolinelund.
Her satte de underskriftsindsamlingen i gang i uge 36, og siden er det gået stærkt. Underskriftsindsamlingen er gennemført i september og oktober måned med indsamlingsbase foran Dagli'Brugsen Hjortshøj suppleret med digital indsamling på skrivunder.net.

Fokus på trafikforhold

Foreløbig kommer en civilingeniør fra kommunens Center for Byudvikling og Mobilitet til Hjortshøj for at kigge på forholdene senere i denne måned.
“Vi håber, han er lydhør og samarbejdsvillig, så vi kan finde nogle løsninger. Ihvertfald på Stationsvej og Asmusvej, hvor de bløde trafikanter krydser vejene. Der må farten ned. Fartgrænsen er på 70 km/t, og vi vil gerne have grænsen ned på 50 eller 60 km/t,” lød det fra Anne Marie Kjeldsen.
Rådmanden lovede, at der nu kommer fokus på trafikforholdene i Hjortshøj.
“Mine embedsmænd og fagfolk kan være med til at afdække problemets omfang, men der er grænser for, hvad de selv har med af penge. Det er mit og byrådets ansvar, om der skal bruges penge. Men jeg synes, det er rigtig fint, at I går til det på denne her måde og sørger for at vise, at det her er et problem for jeres lokalområde,” sagde han.
Würtz påpegede, at det ikke alene er byrådspolitikerne, der kan afgøre, om fartgrænser skal nedsættes.
“I forhold til sådanne nogle afgørelser, er det politiet som myndighed, der har noget at sige. Men vi må ind og se på, hvad der kan lade sig gøre,” kom det fra rådmanden, inden han hastede videre til byrådsmøde.

En lille gruppe Hjortshøj-borgere havde fundet vej til rådmandens kontor på rådhuset, hvor de blev inviteret ind for at drøfte byens trafikale forhold.

En lille gruppe Hjortshøj-borgere havde fundet vej til rådmandens kontor på rådhuset, hvor de blev inviteret ind for at drøfte byens trafikale forhold.

Publiceret 13 November 2015 13:00