På bare 24 timer fik Simon Breum Fisker (tv) og Jacob Lindeberg tilsagn om 90.000 kroner via en crowdfunding kampagne. Pengene skal de bruge til at starte produktionen op af deres Sculpto 3D Printer.

På bare 24 timer fik Simon Breum Fisker (tv) og Jacob Lindeberg tilsagn om 90.000 kroner via en crowdfunding kampagne. Pengene skal de bruge til at starte produktionen op af deres Sculpto 3D Printer.

Valgte at gå tomhændede ud af Løvens Hule

To unge iværksættere fra Aarhus ville ikke afgive 4o procent af deres virksomhedsdrøm – og den beslutning er de stadig glade for

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Hvem ville sige nej til 600.000 kroner? Det vil Simon Breum Fisker og Jacob Lindeberg, de to unge iværksættere bag firmaet Sculpto i Aarhus N.
Sammen har de lanceret en ide til et nyt kreativt legetøj til børn og voksne, der kombinerer en kreativ app med en 3D printer.
For nylig optrådte de på DR i bedste sendetid i programmet Løvens Hule, hvor de sagde nej tak til erfarne investorers tilbud.
“Prisen var, at vi skulle opgive 40 procent af vores virksomhed, og det var vi ikke parate til. Vi har en klar ide om, hvordan vi skal gribe det an og føler godt, vi kan klare det på egen hånd, så derfor takkede vi nej til pengene,” forklarer de.
Simon og Jacob, der begge bor i Aarhus, har kun kendt hinanden i halvandet års tid. Dengang startede de begge op på Aarhus Erhvervsakademi i Viby på linjen Markedsføringsøkonom og Iværksætteri.
For godt et år siden begyndte de sammen at se mulighederne for at brugde 3D teknologien til at skabe innovativt legetøj, som kunne give børn mulighed for at skabe deres eget legetøj.
“Det, vi gerne vil, er at udvikle et legetøj, der kan styrke børns kreative evner. Noget, der appellerer til børns skaberglæde og giver dem en følelse af, at alt det, de kan forestille sig, det kan de også skabe ved hjælp af 3D printeren,” fortæller Simon.

Slip kreativiteten fri

Med 3D printeren ser de unge iværksættere en verden for sig, hvor der ikke er grænser for børns kreative udfoldelser. Lidt populært sagt kan man sige, at kan børn tegne det, så kan de også 3D printe det.
“Vi kan alle huske, når vi som børn var i gang med en god leg, men lige manglede den der bestemte rekvisit, som vi så forsøgte at lave af pap eller træstrykker, eller hvad vi nu lige havde. Med 3D printeren kan børn nu skabe det selv,” forklarer Jacob.
Det er dog en bekostelige affære, at starte produktionen af 3D printeren op. I slutningen af oktober kickstartede de to iværksætterdrenge derfor deres egen crowdfunding kampagne. Timingen kunne ikke være bedre, for selv om det er knap et halvt år siden, optagelserne af Løvens hule fandt sted, så faldt crowdfunding sammen med at udsendelsen med Sculpto blev sendt.
“Det kunne vi ikke have planlagt bedre selv,” griner de to unge gutter, der kunne se smilende til, mens kronerne begyndte at rulle ind. Alene det første døgn kom der 90.000 kroner i kassen. Efter en uge er det beløb nået op på 130.000 kroner. Kun 20.000 kroner fra målet.
Men det har også haft sin pris. Den hedder arbejdsuger på 80 til 90 timer og nætter helt uden søvn.
“Det gør vi gerne. Det er vores baby og vi kan se et helt enormt potentiale for 3D printeren,” understreger de.
Går alt efter planen, håber de to iværksætterdrenge at kunne sætte en produktion i gang i april 2016.

Publiceret 07 November 2015 12:00