Øl, bolsjer, is, kaffe, olier, honning og mange andre specialiteter er at finde på hylderne i det nyåbnede Mårslet Madmarked overfor SuperBrugsen.
Det findes sikkert også mange andre steder, men det specielle ved Mårslet Madmarked er, at der udelukkende er tale om lokale leverandører. Det betyder for eksempel, at blomsterne er fra Holme, honningen er fra Mårslet, og tulipanerne er fra Tiset.
“Mit fokus har været på de lokale producenter i stedet for masseproduktion fra for eksempel Frankring, Tyskland og Polen. Det har været vigtigt at finde små nichevarer, og det er lykkes,” siger Kasper Schou, der står for Mårslet Madmarked.
I samarbejde med brugsen
Han har været souschef i SuperBrugsen i Mårslet i syv år, og det er også Brugsen, der står bag Mårslet Madmarked.
Idéen til den nye butik kom, da Troels Laursen, uddeler i SuperBrugsen gerne vil tilføre noget nyt til byen i stedet for udlån af lokalerne, og nonfood-salg. Han samlede derfor nogle folk fra byen, heriblandt nogle af dem, der er med i projektet om multihallen.
I samlede flok brainstormede de på, hvad man kunne gøre ved lokalerne, og her var der hurtigt enighed om, at en butik med specialiteter ville være oplagt.
Og Troels Laursen er slet ikke i tvivl om, at der er et marked for butikken i Mårslet.
“Hvis vi ser bort fra København, Aarhus Centrum og andre store byer, så mener jeg, at Mårslet er et godt sted. Det er en forstad til Aarhus, folk har høj uddannelse og høj indkomst, og jeg mener, at segmentet her i byen passer godt til butikken,” siger han.
Fat i de andre byer
Deres ambition for Mårslet Madmarked er, at det bliver bæredygtigt økonomisk, og at folk uden for Mårslet får øje på butikken.
“Vi skal have fat i de andre byer i sydbyen,” siger Troels, og Kasper supplerer:
“Andre lignende steder er der proppet med folk, som kører efter det, så det må også kunne lade sig gøre her.”
En god start
Det er cirka en måned siden, at Mårslet-borgerne fik den nye butik, og indtil videre har de taget godt imod den.
“Den er et supplement til brugsen. Der er mange, der har brugt den til at købe værtindegaver. Kunderne har rost konceptet, og sagt, at det er et fedt initiativ, at der nu er noget her,” siger Kasper Schou.
De to herrer har ambitioner om, at sortimentet i butikken skal udvides, så der også kan købes madvarer og ikke kun specialiteter.
“Vi arbejder på at få et cafémiljø, grisekød, grøntsager og ungdyr i butikken,” siger Kasper Schou.
På den måde vil Mårslet Madmarked på mange måder komme til at minde om en gårdbutik.