Aarhus skal have blødt vand

Bestyrelsen i Aarhus Vand har lyttet til Lokalavisens læsere og tager nu skridt til at få blødt vand

Af
Ina Bjerregaard

Vi har i Lokalavisen Aarhus de seneste måneder bragt artikler om det hårde vand i Aarhus Kommune. Som får brusekabiner til at kalke hurtigt til, og elkedler til at være en evighed om at koge vandet. Det har nu fået Aarhus Vand til at gå aktivt ind i sagen.
Lokalavisen modtog først på ugen en mail fra pressechefen hos Aarhus Vand, Jan Tøibner, hvori han fortalte om beslutningen.
“Vi har debatteret emnet både i bestyrelsen og i Aarhus Vands advisory board, og her er holdningen nu, at det er noget Aarhus Vand skal forfølge,” skrev Jan Tøibner.

Skeler til København

Derfor holder man fra Aarhus Vand også øje med, hvordan det går i København, hvor Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, længe været i gang med at skulle sende det bløde vand ud til forbrugerne. Det sker første gang i februar 2016.
”Vi følger i Aarhus Vand nøje dette pilotprojekt. Det gør vi i vores tætte dialog med Hofor. Grunden til, at vi afventer Hofors projekt, er, at vandet i Aarhus ikke er nær så kalkholdigt som i København. Derfor kan vi ikke umiddelbart anvende de beregninger på samfundets og forbrugerens besparelse, som er foretaget i København. Det københavnske studie giver et klart billede af en samfundsøkonomisk fordel – så klar, at selv om de københavnske kunder vil få en højere vandpris, vil deres besparelser på andre områder rigeligt opveje denne prisstigning,” siger Lars Schrøder, direktør i Aarhus Vand.
Geolog ved Aarhus Vand, Bo Vægter fortæller, at drikkevandet i hovedstadsområdet typisk 10 dH højere end i Aarhus. Hårdheden i Aarhus ligger mellem 13 og 17 dH med et gennemsnit på knap 16 dH. Hvis hårdheden sænkes til 10 dH, som Hofor planlægger, fjernes der en tredjedel af hårdheden, hvilket giver en begrænset effekt i forhold til udgangspunktet.

Rengøring med længere interval

Derfor vil man ikke kunne undgå at skulle skure kalkaflejringerne i brusekabinen og afkalke kaffemaskinen, hvis vandet i Aarhus blødgøres. Men man vil opleve, at kaffemaskinen skal afkalkes mindre hyppigt, og at der vil gå længere tid, før kalkdannelser viser sig i brusenichen, toilettet og håndvasken. Samtidig bliver vandet dyrere at producere, end det er i dag.
“Vi er derfor i Aarhus i en situation, hvor der måske vil være en besparelse, men vi ved det ikke med sikkerhed. Dels vil aarhusianernes besparelse ikke være lige så stor som i København, da vi ikke i samme grad er belastet med hårdt vand. Og dels mangler vi eksakt viden om, hvor meget det vil koste. I sidste ende er der kun vores kunder til at betale for disse øgede omkostninger. For at opnå denne sikkerhed skal der flere erfaringer og data på bordet. Når disse oplysninger er tilgængelige, kan vi med stor pålidelighed beregne omkostninger og gevinster i Aarhus. Det synes vi er den mest ansvarlige måde at agere på. Vi vil være helt sikre på, at det er den rigtige beslutning for vore kunder,” siger Lars Schrøder.
Enhver behandling af drikkevandet kræver miljømyndighedernes godkendelse.

Publiceret 01 November 2015 16:00