Boligforeningerne AL2bolig og Ringgården slår tonen an med bæredygtigt byggeri ved det der kommer til at hedde Lisbjerg Bakke. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) tog forleden første spadestik til byggeriet i Lisbjerg. Polfoto: Gregers Tycho.

Boligforeningerne AL2bolig og Ringgården slår tonen an med bæredygtigt byggeri ved det der kommer til at hedde Lisbjerg Bakke. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) tog forleden første spadestik til byggeriet i Lisbjerg. Polfoto: Gregers Tycho.

Første spadestik taget til et nyt og større Lisbjerg

Anlæggelsen af ny stor bydel i Lisbjerg er for alvor gået i gang med 87 nye boliger

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Lisbjerg er ét af Aarhus Kommunes helt store byudviklingsområder og vil over de næste årtier forvandle sig til en tæt og levende by med gode og bæredygtige boliger, erhverv, butikker og offentlige funktioner og med plads til 25.000 indbyggere.
Det er planen, at der skal skabes forskellige urbane miljøer i harmoni med rolige boligområder og inspirerende kultur omgivet af smuk natur, vil fremtidens Lisbjerg være en sammensmeltning af det bedste fra forstad og by.
I den forgangne uge tog boligforeningerne AL2bolig og Ringgården sammen med borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) første spadestik til de allerførste boliger på det, der kommer til at hedde Lisbjerg Bakke.
Borgmesteren glædede sig over, at der nu kommer gang i de første boligbyggerier i Lisbjerg:
“Aarhus er på vej mod en fremtid som storby. Kommunen forventer i 2030 at rumme 75.000 flere aarhusianere og 50.000 nye arbejdspladser. Dem skal der naturligvis også være plads til. Derfor er det også vigtigt, at vi tænker os godt om, når vi byudvikler et så stort område som Lisbjerg. Vi skal tænke i helheder både i forhold til byrum, boliger og mobilitet i området,” siger Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Bæredygtige boliger

AL2bolig og Ringgården bygger i alt 82 familieboliger og fem ungdomsboliger. Alle boliger forventes at stå klar om et år, og de bliver bæredygtige og med adgang til letbanen og supercykelsti på sydvendte skråninger tæt på det eksisterende Lisbjerg og skolen.
AL2bolig opfører 40 boliger, mens Boligforeningen Ringgården bygger 47 familieboliger.
For Palle Jørgensen, der er direktør i Boligforeningen Ringgården, er den proces, som byggeriet følger mindst lige så interessant, som selve byggeriet:
“Det er utrolig spændende og ikke mindst lærerigt for os som boligforening at gå forrest med fokus på de værdier, der er for Lisbjerg - især inden for emnet bæredygtighed. Vi kan se et hav af potentialer i de nye måder at arbejde med bæredygtighed på og tror på, at andre også vil kunne nyede godt af de erfaringer, vi gør os gennem dette byggeri, “ siger han i en pressemeddelelse.

Publiceret 30 October 2015 07:00