Brandfarligt tag på Navitas

En ny, uvildig skønserklæring viser, at tagpappen på Navitas er brandfarlig og udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko

Af
Louise Nyvang Burmeister

En ny, uvildig skønserklæring viser, at tagpappen på Navitas er brandfarligt og udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko.
Prøver af tagpappen brændte så voldsomt, at laboratoriet var nødt til at afslutte prøvningen med brandslukker for ikke at ødelægge prøveudstyret. 
Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR)
”Sagen er i bund og grund sørgelig. Den viser, at der er behov for den udvidede kontrol med tagpap, hvor man ikke blot kontrollerer papirerne og CE-mærkningen. Man bliver også nødt til at kontrollere, hvad der rent faktisk leveres til byggepladserne,” siger sekretariatschef i Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR), Tommy Bunch-Nielsen, i en pressemeddelelse.
TOR har siden november 2012 gjort Energistyrelsen (nu Trafik og Byggestyrelsen) opmærksom på problemerne med produktkvaliteten hos Hydrotec, der har leveret den brandfarlige tagpap.
Myndighederne har tidligere afvist henvendelser fra TOR om behovet for udvidet kontrol. Samme afvisning har TOR oplevet af sine henvendelser om, at Hydrotec ApS har leveret tagpap, der udgiver sig for at være af en anden kvalitet, end den der leveres.
Den skønserklæring, som nu foreligger, er foranlediget af Retten i Glostrup, hvor Hydrotec ApS har rejst en sag mod TOR for at udtale, at Hydrotecs produkter er brandfarlige.
”Den uvildige skønserklæring til Retten i Glostrup viser, at vi har ret,” siger Tommy Bunch-Nielsen i pressemeddelelsen og skønner, at op mod 500.000 kvadratmeter tagpap kan vise sig at være af så tvivlsom kvalitet og så brandfarligt, at det simpelthen må pilles ned og erstattes af noget bedre:
”Der ligger en stor ekstra regning til bygherre og entreprenører og venter her.”
Den stjerneformede Navitas-bygning, der er tegnet af Kjær & Richter sammen med Christensen & Co arkitekter, huser 2.700 studerende, undervisere, forskere, iværksættere og virksomheder under samme tag.
 

null

Publiceret 30 October 2015 10:00