Chefredaktørens kommentar:

TV2 Østjylland i Østjylland

Af
Claus Krogh

TV2 Østjylland har fået ny direktør – Inga Vind, der kommer fra DR Syd. Her fra denne plads, skal der lyde et velkommen til Østjylland. Stationen laver et fint stykke public service-arbejde i regionen, hvilket den nye direktør har erklæret, at hun vil fortsætte. Derudover har hun meddelt, at TV2 Østjylland skal udvide sit journalistiske virke til i langt større omfang end tidligere, også at favne nye platforme, hvilket flugter med de forpligtigelser, som stationen er underlagt i sine public service forpligtigelser.
Det, der så står tilbage, er, hvordan den nye direktør har tænkt sig at føre disse tanker ud i livet.
De private medier, der i dag opererer i TV2 Østjyllands sendeområde, yder efter min mening et større stykke public service arbejde end TV2 Østjylland gør. Der produceres hver dag mange gange flere helt lokale nyheder i de private medier, end der produceres på TV2 Østjylland. Uden de private medier ville der være en kolossal manko i de østjyske læsere og brugeres mulighed for at få lokale nyheder.
Lokalavisen udkommer eksempelvis i hele TV2 Østjyllands sendeområde på nær i Silkeborg og på Samsø. Udover de ni lokale ugeaviser vi udgiver, har vi også to weekendaviser, og vi leverer nyheder på nettet døgnet rundt – året rundt. Vi leverer gratis helt lokale nyheder til over en halv million østjyder. Nyheder der betyder noget for læserne, fordi det er her, de kan læse om det liv, der leves lige udenfor deres hoveddør.
Det er den virkelighed, som TV2 Østjylland skal operere i – og det, mener jeg, kræver udstrakt disciplin fra den nye direktørs side. Public service handler nemlig ikke om antallet af seere og brugere – det handler om, at man skal stille nyhederne til rådighed for seere og brugere. Og lige præcis den lille ting er yderst vigtig, at den nye direktør holder sig for øje.
Der skal derfor lyde en kraftig opfordring til, at man fra TV2 Østjyllands side ikke blot kaster sig ud i en vild jagt på flere seere og flere brugere på flere platforme. Det er nemlig overhovedet ikke den licensfinansierede tv-kanals opgave.





Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarsh. chefredaktør
Lokalaviserne Østjylland A/S
Twitter: @clauswkrogh

Publiceret 27 October 2015 12:00