I 24 år var han på stedet. Kalle Kristensen var skoleleder på Viby Skole indtil sommerferien, hvor han gik på pension, og nu har en ny skoleleder overtaget lederstolen.
38-årige Henrik Kallestrup er den nye mand på Viby Skole og kommer fra en stilling som viceskoleleder på Højvangskolen i Horsens.
“Jeg har glædet mig hele sommeren. Da jeg begyndte mandag 3. august, blev jeg mødt af flotte, gamle bygninger, sø, træer, terræn og et stemningsfyldt sted, hvor folk er glade,” siger Henrik Kallestrup og fortsætter:
“Jeg har fået et billede af, at skolen er et godt sted med god trivsel. Det var derfor, jeg søgte jobbet.”
Udfordringer i vente
Det, han glæder sig mest til ved det nye job, er de udfordringer, der følger med. Og så glæder han sig til samarbejdet med personalet, eleverne og forældrene.
“Jeg vil bygge videre på det, der virker og så udvikle det. Viby Skole skal være lokalområdets skole, og jeg synes, at skolen nu afspejler det samfund, der er i Aarhus,” siger Henrik, der til dagligt bor i Silkeborg med sin kone og tre børn.
“Sammensætningen af eleverne her er mere mangfoldig, og det ser jeg udelukkende som en positiv ting.”
Én af de udfordringer, som han allerede nu er i gang med, er få en fornemmelse af det hele.
“Det tager selvfølgelig tid at lære alle her på skolen at kende, og også få et kendskab til Viby. Jeg skal også lige finde ud af, hvordan Aarhus Kommune kører tingene på,” siger han og fortæller, at han glæder sig til de udfordringer, der er forbundet med at drive en skole samt arbejde sammen med folk i alle situationer og finde et fælles fodslaw.
En skole for alle
Én af de vigtige ting for Henrik Kallestrup er, at alle elever får oplevelsen af, at Viby Skole er et godt sted.
“Børn har forskellige vilkår, og det er vigtigt for mig, at uanset hvad, så kan alle børn komme i skole og opleve trivsel og lære noget - mennesker er forskellige. Den indstilling er der her på skolen, og dén vil jeg bygge videre på,” siger den nye skoleleder, der bruger fritiden på sin familie, venner, løb og mountainbike. Han er nemlig vild med idræt og bevægelse, og derfor passer det ham også godt, at det er en stor del af den nye skolereform.
“Vi må se på, hvordan vi i fremtiden kan udvikle skolen på det område,” siger skolelederen, der glæder sig til nogle gode år på skolen, men endnu ikke ved, om det bliver til 24 af slagsen som forgængeren.