Lars Kock Andersen ville ikke hoppe i de kolde bølger til ære for fotografen. Men han garanterer at gå forrest på søndag til vinterbadeklubbens åbne hus.

Lars Kock Andersen ville ikke hoppe i de kolde bølger til ære for fotografen. Men han garanterer at gå forrest på søndag til vinterbadeklubbens åbne hus.

Klar til koldt gys:

Vinterbadere springer ud i Egå

Ny vinterbadeklub, Egåvikingerne, holder åbent hus på søndag

Havnemesteren går forrest for at skabe mere liv på Egå Marina.
Lars Kock Andersen er nemlig en af to initiativtagere til 'Egåvikingerne', der er kommunens nye vinterbadeklub.
“Der er lidt dødt hernede på marinaen om vinteren, og det vil vi selvfølgelig gerne undgå. Vi ved, at der er mange tusinde aktive Vikingeklubben Jomsborg i Risskov med flere på venteliste, og så tænkte vi, at det også måtte kunne lade sig gøre at kunne starte en vinterbadeklub i Egå,” siger havnemesteren, der også har haft møde med den populære vinterbadeklub ved Den Permanente Badeanstalt for at få gode råd.
Han har været havnemester på den snart 40-årige lystbådehavn i ti år og har ikke tidligere været aktiv vinterbader, men nu skal det altså være.

Varme i de gamle knogler

“Jeg har prøvet at vinterbade et par gange, og man mærker virkelig, at man lever, når man kommer op af det kolde vand og så ind i en sauna bagefter og får varmet de gamle knogler,” siger han og gør store øjne, mens han smiler.
Egåvikingerne satser i første omgang på at have åbent hver morgen fra klokken 6 til 9, men også et par timer om aftenen efter medlemmernes behov. Sæsonen kommer til at vare fra 1. november til 1. april.
Erfaringen kommer fra vinterbadeklubbens anden initiativtager, Bjarne Robl. Han bliver klubbens bestyrelsesformand og har været aktiv vinterbader i 12 år.
Den nye vinterbadeklub har været i støbeskeen i et halvt år og kommer i begyndelsen til at ligge under Egå Marinas bestyrelse
“Vi skulle lige have alt det formelle på plads og have bygget en sauna, der er flydende, Vi håber, den vil trække mange medlemmer til klubben,” siger havnemesteren.
Der er lavet en aftale med Egå Sejlklubs ungdomsafdeling om at kunne bruge denne klubs omklædningsfaciliteter med bad.
“Vi skulle da gerne op på 100-200 medlemmer, og vi har fået mange positive tilkendegivelser, så det bliver spændende at se, hvor mange, der dukker op til vores åbne hus,” siger Lars Kock Andersen.
Det er på søndag - 25. oktober - klokken 11-13 at Egåvikingerne står bag det første arrangement for at præsentere sig selv for lokalbefolkningen og derigennem få medlemmer og give mere liv til lystbådehavnen i Egå.

Publiceret 21 October 2015 12:00