Charlotte Hougaard er certificeret sundhedscoach. Foto: Tine Bay

Charlotte Hougaard er certificeret sundhedscoach. Foto: Tine Bay

Blogger:

Få gode vaner i løbet af efteråret

Og husk: Gode vaner tager tid at indarbejde, som udgangspunkt tre måneder

Af
Af Charlotte Hougaard

Mon ikke de fleste er ved at være tilbage i hverdagsrytmen efter en dejlig sensommer? Jeg håber, du har hygget dig og har nydt den, samt at du er sprængfyldt af ny, go' sommerenergi. Og hvordan mon det er gået med de nye, sunde vaner henover sommeren?
Har du kunnet mærke en forskel i dit energiniveau, har du følt dig sund, smuk og let indeni? Hvis du kan svare ja til spørgsmålene, er jeg ikke i tvivl om, at du har godt fat i de nye vaner, og at du kan se værdien i at drikke lidt mere vand, spise lidt mere grønt, dyrke lidt mere motion, slappe af - med mere.
Omvendt - hvis du ikke er helt i mål, så fortvivl ikke. Det er nemlig aldrig for sent at begynde på et nyt, sundere liv. Og man må gerne begynde en torsdag, fredag, lørdag – eller sågar en mandag. Det er for så vidt ligegyldigt, hvornår du går i gang, blot du BESTEMMER dig for at starte og GØR det. Udskyd det ikke, for du mister ikke noget ved at komme i gang. Tværtimod, du har alt at vinde. I virkeligheden kræver det faktisk ”kun”, at du virkelig BESLUTTER dig for at handle på dine ønsker i stedet for ofte ”kun” at tale om det. Det sker der nemlig ikke meget ved.

Forandring tager tid

Og ja, jeg ved godt beslutningen ikke altid er nok isoleret set. For at du kan lykkes med dit mål, skal du måske tilegne dig ny viden, indkøbe forskellige madvarer, redskaber eller træningssko – men hvis ikke, du har besluttet dig for, at det er NU, du går i gang – så sker der i hvert fald ikke nogen forandring.
Og husk at forandringer skal gentages mange gange, før de reelt bliver nye, gode vaner. Faktisk kan der gå helt op til tre måneder, før nye tiltag reelt bliver nye vaner. Så hold fokus og find din viljestyrke frem, du må ikke give op.
Min mand talte tidligere på året om, at han ville til at lave mave- og rygøvelser, men timerne om aftenen fløj af sted, og det blev aldrig rigtig til noget.
Indtil den dag, han besluttede, at NU skulle det være. Og for at det passer ind i vores families rytme, måtte det være om morgenen. Så vi gik lidt tidligere i seng, for at han kunne være frisk og stå lidt tidligere op – og det virkede.
I begyndelsen var det ikke hver dag, det var lige spændende – men efterhånden, som han kunne mærke, at ryggen ikke bøvlede helt så meget i løbet af dagen, så blev det rarere. Og nu snyder han sjældent, for det er pludselig blevet en rigtig dejlig måde at stå op på. Så når du gerne vil gøre noget godt for dig selv, så BESLUT dig for det - og GØR det. For husk: Du er det vigtigste, du har.

Hvis du skal have ekstra vægt at træne med, så kan ungerne hjælpe. Foto: Most Photos

Hvis du skal have ekstra vægt at træne med, så kan ungerne hjælpe. Foto: Most Photos

Publiceret 03 October 2015 20:00