Adam Hede og Lasse Wærn fra Start it har lige nu travlt med at forberede den første iværksætter-camp for 60 aarhusianske gymnasieelever, som skal foregå på Handelsgymnasiet på Vejlby Centervej.

Adam Hede og Lasse Wærn fra Start it har lige nu travlt med at forberede den første iværksætter-camp for 60 aarhusianske gymnasieelever, som skal foregå på Handelsgymnasiet på Vejlby Centervej.

Iværksætteri på gymnasium:

Start it inspirerer til at starte eget firma

Unge aarhusianske studerende inspirerer gymnasieelever til at prøve kræfter med virksomhedsudvikling

Af
Louise Nyvang Burmeister

Der skal som regel rigtigt mange forsøg til, før den er der.
Derfor kan man ikke begynde for tidligt.
Sådan lyder tesen fra iværksætter-netværket Start it, som består af en række universitetsstuderende.
Og derfor sætter de nu gang i en iværksætter-camp specielt for eleverne på Egå Gymnasium, Århus Købmandsskole og HTX Aarhus Gymnasium.
“Gymnasieelever er faktisk ret undervurderede. Vi vil gerne prøve at give de allerdygtigste et rum og se, hvor langt de kan komme,” siger Adam Hede, der er statskundskabstuderende og formand for bestyrelsen i Start it.
Foreningens formål er først og fremmest at styrke det aarhusianske iværksættermiljø, og det, mener formanden, at gymnasier kan være med til.
“Når man først får kone, børn og bil, så er det altså en helt anden risiko man løber, end hvis man bor hjemme hos forældrene,” siger Adam Hede.
Der er plads til 60 elever i alt på iværksætter-campen, som Start it står bag. 20 elever fra hvert af de tre gymnasier.
“Vi lægger vægt på, at dem, der melder sig er motiverede for det, og er villig til måske at overnatte herude, hvis det bliver nødvendigt,” siger Adam Hede.

Trækker tænder ud

Campen begynder en fredag klokken 17 og slutter først sent søndag aften. Undervejs i programmet vil gymnasieeleverne blive guidet af mentorer fra det private erhvervsliv. Blandt andet er firmaerne Microsoft, Deloitte, Yogo repræsenteret og også Kaospiloterne kigger forbi.
“Det bliver et hårdt program, som vil trække tænder ud. Vi har understreget over for mentorerne, at de skal presse eleverne. Men der er ingen krav om at skrive rapporter. Vi ser meget hellere, at man har et produkt, man kan sælge, end en 15-siders rapport,” siger formanden.
Og der er heller ingen krav om, at eleverne mandag morgen registrerer et cvr-nummer:
“Men det håber jeg da, de gør. Jo flere, des bedre,” siger Adam Hede.





START it camp
Start it Camp afholdes 23.-25.oktober på Aarhus Handelsgymnasium Vejlby Centervej. Fredag kl. 17 til søndag kl. 22.

Publiceret 01 October 2015 16:00