Morten Dahl Lützhøft og Zara Lea Palmquist på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Morten Dahl Lützhøft og Zara Lea Palmquist på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

“Teatret, som vi kender det, er i opløsning og ved at omforme sig”

Mød to dramatikerelever til en snak om fortid og fremtid for teatret

Af
Ina Bjerregaard

De er begge elever på dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater og har netop haft premiere på deres midtvejsprojekt. Lokalavisen Aarhus Weekend har sat Mort en Dahl Lützhøft og Zara Lea Palmquist stævne i foyeren til Scala-scenen på Aarhus Teater til en snak om drømme, fremtid og hvordan, det hele begyndte.

28-årige Zara Lea Palmquist:
“Jeg så en del teaterstykker som barn, og teatret har altid stået for mig som lidt mystisk og utrolig magisk. I den opgang, hvor jeg voksede op, boede der en skuespiller, og dermed blev teatret noget tilgængeligt for mig. Da jeg skulle i praktik i 7. klasse, kom jeg ind på et teater. Det var fantastisk at være en flue på væggen. Derefter kom jeg dog væk fra den verden, men måske har jeg alligevel hele tiden været ubevidst interesseret i teater. Jeg begyndte at skrive meget, lyrik og prosa, En verden, der var min egen, der pludselig åbnede sig. Når jeg skriver, kan jeg vise nye verdener, og det er jeg ret fascineret af. Jeg synes også, det er vigtigt for kunsten.
I gymnasiet skiftede jeg fra samfundsfag på højniveau til teater på højniveau, og derefter tog jeg på den obligatoriske dannelsesrejse med rygsæk i et halvt år. Da rejsen var til ende havde jeg besluttet mig for to ting. Jeg skulle finde et skrivekursus, og jeg ville begynde at gå til ridning. Jeg fik aldrig begyndt på ridning, jeg begyndte på en daghøjskole, hvor jeg opdagede, at jeg skrev scener, hver gang jeg skrev. Det faldt mig naturligt at skrive dialog. Derefter skrev jeg et teaterstykke, som to af mine veninder opførte. Og nu er jeg her.”

25-årige Morten Dahl Lützhøft:
“Jeg så mit første teaterstykke som fem-årig, hvor mine forældre havde taget mig med ind for at se “Skatteøen”. Mine forældre var bange for, jeg ville blive skrækslagen for piraterne. Men jeg blev opslugt og begyndte at drømme om at blive skuespiller. Så begyndte jeg at lave musical på min skole. Da jeg så gik ud, sagde min lærer, at det var ærgerligt, at der ikke kom en musical til næste år, så jeg begyndte at skrive musik og tekst til musical, mens jeg var begyndt i 1. G. Det var noget værre vrøvl, og dialogen var ubehjælpsom, men skabertrangen var der. Jeg var også produktionsleder på det, men jeg fandt senere ud af, at hvis man er skuespiller, så ved man ikke altid, hvornår man har sit næste job, og det kunne jeg ikke holde ud, så derfor droppede jeg skuespiller-drømmen. Jeg troede derefter, jeg skulle være instruktør, men så spurgte en af mine kammerater, om jeg havde overvejet at søge ind på dramatikeruddannelsen, men det havde jeg ikke, for jeg vidste ikke, den fandtes. Jeg læste dog økonomi i tre år, inden jeg søgte ind.

Hvor er I om fem år?:
Zara: “Som kunstner i teaterbranchen er der mange muligheder, For som dramatiker indgår du jo i et samarbejde med de andre på teatret, selv om skriveprocessen er ensom. Der er meget forskelligt teater i dag. Så ens arbejdsfelt kan blive mere flydende, så om fem år så indgår de ting, jeg laver, også i en kunstnerisk proces, hvor vi er flere, der skaber værket.”
Morten: “Jeg tror, det er svært at leve af det. Det er jo ikke alle, der kan være Line Utzon. Men jeg har en drøm om at blive teaterchef på et mindre teater. Tror ikke, jeg kan leve fuld tid af at skrive. For jeg synes, det er hårdt, for jeg kører også mig selv hårdt, når jeg skriver.”
Hvor er teatret på vej hen efter jeres mening?.
Zara: Ud på gaderne, væk fra scenen, hvor man søger det autentiske. Forsøger at finde veje, der ikke er forventede, for at finde noget, der kan rykke ved det etablerede.
Morten: Jeg tror, der vil være meget forskelligt teater. Der kommer til at ske vilde ting de næste fem år. For opfattelsen af gængs teater er ved at gå i opløsning og omforme sig til noget, hvor publikum også er med til at skabe forestillingen.”

null

Publiceret 27 September 2015 12:00