’Du Tog Mig Til Himlen’ betyder noget særligt for Mickey Oneal, da sangen er udvalgt af hans svoger, som pludselig døde af hjertestop i april.

’Du Tog Mig Til Himlen’ betyder noget særligt for Mickey Oneal, da sangen er udvalgt af hans svoger, som pludselig døde af hjertestop i april.

Fra rod til popsanger:

Mickey Oneal skriver sig ud af sorgerne

Trods en opvækst med mord, stoffer og svigt har Mickey Oneal realiseret sin drøm

Af
Louise Nyvang Burmeister

I festugen stod Mickey Oneal på Canblau-scenen på Klostertorv. Han sang ikke bare sit youtube-hit, publikum sang også med.
Et foreløbigt højdepunkt den aarhusianske musiker, som i flere år har kæmpet for at slå i gennem med sin popmusik.
Det lå ikke rigtig i kortene, at Mickey Oneal skulle blive popmusiker, have sit eget studie og pladeselskab. Fra han var 12 år, mødte han meget modstand.
Først døde faderen efter længere tids sygdom, moderen blev stofmisbruger, han blev fjernet fra hjemmet, røg ud i kriminalitet og stofmisbrug.
Den i dag 34-årige Mickey Oneal læner sig roligt tilbage i sofaen på kaffebaren Baresso i Aarhus, mens han fortæller.
Han taler med en rolig, klar stemme, men beretningen om teenageårene i København er langt fra lige så afslappet.
Som 14-årig holdt han sin bedste ven i sine arme, mens vennen trak vejret for sidste gang. Død af knivstik, fordi han ikke ville lade sig røve.
“Det ryster mig stadig i dag. Det var en rigtig svær tid. Jeg rendte forvirret rundt, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var, og hvor jeg hørte hjemme. Jeg havde en mor, som ikke ville vide af mig,” fortæller Mickey Oneal.
Som 12-årig blev han fjernet fra hjemmet og bortadopteret.
“Det var en ok-familie, jeg kom til. Men jeg rodede mig ud i kriminalitet og begyndte at komme i et rigtigt dårligt miljø,” fortsætter han.

Indspillede på efterskolen

Vejen ud af det dårlige selskab var brolagt med dels en kontaktperson ved kommunen, som han knyttede sig til, samtaler med en psykolog og et efterskole-ophold, hvor en musiklærer opdagede hans talent.
“Jeg fik indspillet en masse sange på den efterskole. Men derefter skete der ikke så meget med musikken,” fortæller Mickey Oneal.
I stedet fokuserede han på fodbold, som han også havde talent for at spille.
“Det blev til et lille udlandseventyr i England i tredje division. Jeg kunne lige leve af det, men absolut heller ikke mere end det.”

Endte i Aarhus

Det var en kæreste, der for 10 år siden fik ham til Aarhus, og selvom forholdet siden hen gik i stykker, så blev han hængende i byen og har i dag en ny kæreste, som han har et barn sammen med og venter nummer to med.
“Det er bare en dejlig by, og så har jeg fået bygget mig et studie i Højbjerg, og fået stablet et lille pladeselskab på benene,” fortæller han.
Hans single 'Du Tog Mig til Himlen' blev udgivet 24. august og er foreløbig set over 30.000 gange på youtube og spillet på forskellige radiostationer.
Han har skrevet den klokken fire om morgenen.
“Sangen handler om at stå ved den, man er. Jeg har ligesom fyren i sangen, haft kærester på samme tid og glemt at være der for dem, der er tættest på. Og haft travlt med at være alle mulige andre. Tro på dig selv, og kæmp for det, så skal dine drømme nok gå i opfyldelse,” siger Mickey Oneal.
Hans musik er inspireret af både Nik & Jay, Paul McCartney, Boyz II Men, og rapperne Tupac og Snoop Dogg.
“Musikken har altid gjort, at jeg kan få mine tanker ned på papir. Jeg kan stå og skælde mikrofonen ud. I begyndelsen handlede mine tekster meget om, hvem jeg var, hvor jeg kom fra, men i dag er det mere kærlighedssange, jeg skriver.”

Mek Pek sagde ja-tak

Grunden til at han nu får sin musik ud, tilskriver han i høj grad Mek Pek og hans pladeselskab Alive Music.
“Min verden lyste bare op i det øjeblik, Mek Pek sagde til mig, at vi gør det her,” siger Mivkey Oneal om mødet med den aarhusianske musiker, som han blev introduceret til gennem nogle venner.
“Nu har jeg fået pladekontrakt hos Alive Music, arbejder på mit debutalbum og skal ud og turnere Danmark rundt til foråret. Det glæder mig jeg meget til,“ siger musikeren, der for øjeblikket lever af at producere musik for andre.

Publiceret 20 September 2015 09:00