Museumsinspektør Hans Skov, arkæolog og storke-ekspert. Foto: Jacob Due

Museumsinspektør Hans Skov, arkæolog og storke-ekspert. Foto: Jacob Due

Moesgård:

Mulighedernes museum

Det nye Moesgård Museum er en magnet, der tiltrækker et rekordpublikum. Succesen skyldes en klar strategi, talent samt hårdt arbejde

Af
Af Jens Kaiser

Indrømmet: Moesgård Museum er et fantastisk sted. Den nye internationale attraktion i Aarhus tilbyder en enestående rejse gennem menneskets udvikling med stop undervejs ved særlige epoker. Ikke overraskende har der været kø, lige siden der blev lukket op for herlighederne den 11. oktober i fjor.
Og man kan vælge sin helt egen version af historien: Der er både den hurtige og populære udgave og børnenes, og der er også mulighed for fordybelse. Uanset hvad man vælger, er det vanskeligt at nå gennem de mange udstillingsafsnit i løbet af et enkelt besøg. Der er udbytte for entreen og ingen løftede pegefingre. Kun en lyst til at berette for den besøgende.
En foreløbig opgørelse viser, at Moesgård Museum har haft 405.000 besøgende siden åbningen, og dermed er besøgstallet mange gange fordoblet i forhold til det gamle Moesgård Museum.
Det skyldes en ganske bestemt strategi, og man kunne tage museets vikingeudstilling som eksempel.
Her er samlet et væld af interessante genstande. Bag udstillingen står et team af arkæologer. Pauline Asingh var leder og blev bistået af Jens Jeppesen og Hans Skov. Eskild Laursen har været udstillingens arkitekt.
”Vi har bevidst forsøgt at indfange tre generationer og ikke bare det grå guld,” siger museumsinspektør Hans Skov, der selv indgår i udstillingen. Gæster kan nemlig audiovisuelt følge hans spor gennem udstillingen og få arkæologens udlægning, men de kan også lytte til, hvordan eksempelvis et barn, en biskop, en konge og en dronning oplevede vikingetiden.

For alle aldre

”Museet må ikke blive så traditionelt, at det kun er for de ældre,” konstaterer Hans Skov. ”Bedsteforældrene skal kunne opleve udstillingerne sammen med børnebørnene, og begge parter skal have en god oplevelse. Vi kan se, at det virker. Folk er begejstrede, og selv teenagere er det lykkedes at få fat i. Det er ellers svært.”
På museet noterer man sig, at ikke færre end 16.000 gæster har købt årskort i erkendelse af, at ét besøg slet ikke var nok. Tendensen med at vende tilbage kan blive mere udtalt, når de planlagte udstillingsafsnit om stenalderen og middelalderen åbner de kommende år.
Museumsdirektør Jan Skamby Madsen havde de rigtige visioner for et moderne Moesgård. Han er hjernen bag den store succes i bakkerne syd for Aarhus, men det er endnu vigtigere, at han kunne sælge sin begejstring til de velhavende fonde, som siden finansierede bygningen, der er skabt af Henning Larsens tegnestue.
Enhver kan se, at lige netop den bygning måtte ligge i bakkerne nord for den gamle herregård. Moesgårds udstillinger er også usædvanlige, fordi der også er hentet bistand og inspiration hos scenografer og andre, der forstår at sætte en scene. Alligevel sker det, uden at der er gået på kompromis med fagligheden. Derfor er det heller ikke overraskende, at 20-30 procent af de besøgende ankommer i biler med udenlandske nummerplader, når der ikke er grænser for kvaliteten.
Det synes i tiden som om, at det igen er tilladt at fordybe sig, og interesserer man sig for, hvor vi kommer fra, og hvad mennesket har været igennem, er Moesgård et spændende sted, der dementerer klichéen om det kedelige museum.
”Fagfolk går da også døde i tusindvis af genstande med lange tekster. Man skal levendegøre beretningen, ” indrømmer Hans Skov.

Køen foran indgangen. Foto: Hans Skov

Køen foran indgangen. Foto: Hans Skov

Levende museer

De samme bestræbelser udfoldes på et andet populært Aarhus-museum. I Den Gamle By er vores egen tid kommet på museum, så i Aarhus kan museumsgæster følge udviklingen fra de første menneskelignende skabninger til vor egen tid, og på hele rejsen er tingene gjort interessante for den besøgende. Tænk bare, at Moesgård visuelt har genskabt et af slagene i Illerup. To hære står over for hinanden, krigerne hidser hinanden op, og der sendes skiftevis en pileregn mod den ene og den anden hær. Imellem de stridende parter står publikum, der oplever larmen og hører krigstrommerne. Pludselig brager slaget løs, og det føles, som om jorden skælver, men den slags mestrer man sikkert også teknisk på Moesgård.
”Slaget er oplagt et af højdepunkterne også for mig, når jeg går rundt på udstillingen, ” siger Hans Skov. ”Man får fornemmelsen af, hvor forfærdeligt det må have været med pile og spyd og larm. ”
Et par hundrede år før slagene i Illerup fandt andre sted i Alken Enge, og her er vi også. På en hel væg vises en film, der er optaget på stedet, og her fortæller professor Mads Holst om begivenhederne. Her er der fordybelse og forståelse. Vi kigger på knuste knogler, der er skadet af krigen.
”Det virker meget bedre, når det er én person, der står og fortæller det, end når du skal læse en tekst, ” konstaterer Hans Skov. Overalt på udstillingen er der monitorer, hvor det er muligt af hente supplerende information.
Gode ideer og smart teknologi gør det ikke alene. Der skal også genstande i montrerne, og her har det været udfordring for Moesgård, at museet er beliggende i provinsen.
Her er det et held, at Moesgård har gode kontakter til andre museer, og det lykkes faktisk at supplere udstillingerne med lån. Lad os igen for overskuelighedens skyld holde os til vikingerne.
I den store unikke bygning har man i samlingerne ikke nok til at kunne lave interessante udstillinger hele vejen igennem. Derfor har man været nødt til at supplere med lån, og hvis der ikke skal være for mange korttidslån, er man nødt til at finde noget på andre museers magasiner.
De har skabt deres egne udstillinger, men de har så mange genstande, som også ville have været unikke, hvis de var fundet i Danmark. Derfor har man etableret et godt samarbejde med museet på Gotland og i Schwerin i Mecklenburg-Vorpommern.

Professor Mads Holst fortæller om slaget i Alken Enge, der udspillede sig flere århundreder før kampene ved Illerup Ådal. Foto: Rógvi N. Johansen

Professor Mads Holst fortæller om slaget i Alken Enge, der udspillede sig flere århundreder før kampene ved Illerup Ådal. Foto: Rógvi N. Johansen

Museum i magasin

"Vi har lånt spændende genstande på Gotland, som råder over store samlinger. I Schwerin i det tidligere DDR er der ikke noget museum. Her ligger alt i magasiner, og lederen Detlef Jantzen finder, at det er bedre, at tingene udstilles. Han har endda haft politikerne fra Mecklenburg-Vorpommern med på Moesgård, så de kunne se, hvor vigtig en historie de gamle genstande fra delstaten fortæller.
Museumsinspektøren, der under sin uddannelse opholdt sig en periode på Moesgård, håber, at man får råd til at opføre et nyt museum i Schwerin i løbet af 30 år. Gode personlige kontakter er vigtige, så tingene ikke bliver for bureaukratiske.
Den 55-årige arkæolog har i 21 år været tilknyttet Moesgård Museum, og han har været med til at hente ny viden op fra den aarhusianske undergrund. Hans Skov deltog i sin første udgravning på Store Torv i Aarhus i 1994. Den viste sig, at blive udbytterig, for her afdækkede arkæologerne byens første rådhus, flere brønde og i bunden fandt de spor efter nogle grubehuse fra vikingetiden.
Ved en brønd dukkede et spillebræt frem på en dæksplanke fra et skib af nordisk type. Der var to spil – almindelig mølle og lille mølle.
”Jeg skrev en artikel til Skalk om fundet, men den gode redaktør Harald Andersen, som vidste forfærdelig meget, ville i to år ikke trykke artiklen, før jeg havde fundet eksempler på, at spillet lille mølle, en slags kryds og bolle, var noget, man rent faktisk kendte på den tid. Endelig lykkedes det at finde frem til, at der i Riga i et købmandskvarter fra den tid, var fundet et lignende spillebræt. ”

De forskellige effekter er nærmest bygget ind i udstillingen, så der også er lidt for dem, søger de traditionelle genstande. Foto: Simon Christiansen

De forskellige effekter er nærmest bygget ind i udstillingen, så der også er lidt for dem, søger de traditionelle genstande. Foto: Simon Christiansen

Ekspert i storke

Der stilles store krav til arkæologernes viden, ihærdighed og fantasi, og man skulle mene, at den mentale harddisk var fyldt op, men Hans Skov nøjes ikke kun med fortiden.
I sin fritid er han optaget af storke og udgav i 2003 bogen ”Storken – en kultur- og naturhistorie”.
Da det er begrænset med storke i Danmark, må Hans Skov rejse til udlandet for at studere fuglene.
”I år har jeg været i Portugal og flere gange i Tyskland,” fortæller han. Han har tidligere besøgt lande i Nordafrika, og sætter pris på mulighederne for at kunne kombinere sine interesser ved både at kunne færdes i gamle ruinbyer, studere fuglene og nyde det varme klima.
”Det er sundt at komme væk fra det, man i det daglige bruger meget tid på. ”

null

Publiceret 06 September 2015 20:00