Unge vil være sammen uden alkohol

Med stædige tømmermænd fra NorthSide hængende i gardinerne og halsbrand fra valgflæsk, drager jeg afsted for at tage pulsen på byens valgfester.
Valg-crawl'et begynder ved Socialdemokraternes, Folkesocialisternes og Enhedslistens samlede fest hos 3F Rymarken.
Det er måske ikke helt retvisende at tage pulsen på en fest, som lige er begyndt, men sådan må det være, når man holder sin fest i Udkants-Aarhus.
Mens jeg venter på, at klokken bliver 20, så vi kan se exit-poll, har jeg muligheden for at kigge lidt nærmere på deltagerne, og det er vitterligt en broget skare, som er til den fælles socialistiske valgfest.
Pæne DSU'ere med vandkæmmet hår, gamle arbejdere med barkede næver, korthårede kvinder med kommunale jobs og folk med piercinger i steder, jeg ikke anede man kunne pierce.
Jeg tænker, at det nok er meget godt, at der ikke spilles musik, for de var nok aldrig blevet enige. Kompromiset var nok blevet TV-2, eller noget i den dur.
Så kommer den første exit-poll, og salen kvitterer med et “aaaarj” og nervøse pillerier i ansigtet.
Jeg havde forventet buh-råb, da DR klipper over til Liberal Alliance, men folk vender sig bare om og taler til hinanden.
Forfriskende voksent ovenpå den valgkamp, tænker jeg.

Enhedslisten

Turen går først til Enhedslistens lokale på etagen over.
Det er vel egentlig bare et ryddet kontor, hvor der er pyntet spartansk op med regnbueflag, balloner og sækkestole.
Dresscoden må siges at være ukæmmet, men stemningen er stadig nogenlunde.
Et par herrer sidder og diskuterer rimeligheden i Dan Jørgensens taxaforbrug i Bryssel, og konsensus er vist, at det ikke var så rimeligt endda.
Jeg fanger Malthe Lange (th) og Jonas Lausen på vej ud af lokalet. De håber på en ‘rigtig rød sejr!'.
“Jeg har læseferie, så jeg skal feste i aften,” forklarer Malthe Lange.
Jonas Lausen var desværre ikke så heldig at have læseferie, så der skal udvises mådehold, forklarer han. Men han hører vist egentlig også til hos SF.

Socialistisk Folkeparti

Jeg går en etage op, hvor SF holder til.
Her blæses man heller ikke bagover af pynten, men der er da lidt balloner og plakater.
Her møder jeg Laila Lauridsen, som er den første kandidat, jeg mødte i valgkampen.
“Det har været en rigtig god valgkamp, men jeg er meget nervøs for resultatet i aften. Om det bliver rødt eller blåt betyder mere, end om jeg selv bliver valgt,” fortæller hun.
Min mørke og dumpingfrie øl er ved at være tom, så jeg byder adjø til Folkesocialisterne og goddag til baren, inden jeg går i kælderen til Socialdemokraterne.

Socialdemokratiet

Jeg ved ikke, om der blevet trukket lod om lokalerne, for i så fald har kammeraterne i kælderen tabt.
Eller måske var det Enhedslisten, ved nærmere eftertanke.
Nå, i hvertfald har Socialdemokraternes fest til huse i en ungdomsklub-lignende kælder.
Men det virker nu meget hyggeligt, og folk er blandet på tværs af generationer og fag, selvom der nok er en overvægt af folk, hvis ‘værktøj' er af analytisk karakter.
Jeg fanger Anders Winnerskjold, som er formand for DSU Aarhus. Han har ført kampagne for Jens Joel de seneste tre uger.
“Jeg har arbejdet 14-16 timer i døgnet og har fået alt for lidt søvn. Jeg er optimistisk, og det bliver virkelig spændende med de personlige stemmer,” fortæller han glad, mens vi finder Jens Joel til et foto.
Jens Joel er i øvrigt vanvittigt fotogen, og i én og samme hurtige bevægelse sidder hår og smil, som det skal.
Tiden går, og de radikale skal også begaves med et besøg.
Man ved dog aldrig, hvad radikale disker op med, så jeg rammer lige baren til en sidste.
Mens den gavmilde socialist i baren skænker mig nok en dumpingfri øl, får jeg en lille sludder med en mand i baren.
“Hils nede ved Alternativet. Hvis jeg ikke for længe siden var løbet tør for galar, havde jeg sgu stemt på dem,” siger han og giver mig et venligt dunk i ryggen.

De Radikale

Det var godt, jeg fik en at gå på, for øllet flød ikke ligefrem til de radikales fest.
Festen ligger naturligvis på universitetet, og lokalet er pakket med fortrinsvis unge radikale, som følger storskærmen opmærksomt.
Baren var dog ubemandet, hvilket er utilgiveligt, hvor jeg kommer fra.

Jeg finder Jonas Christensen fra Radikal Ungdom, som har lavet kampagnearbejde for Liv Holm Andersen.
“Jeg er rigtig spændt. Det ligger rigtig tæt, og jeg håber, vi får Liv ind, og at vi kan fortsætte det gode regeringssamarbejde,” fortæller han.
De var nu flinke nok, men en ubemandet bar er uacceptabelt, så jeg skynder mig at cykle videre. Bitter og tørstig.
Nedturen peaker, da jeg overhales af en ældre dame på el-cykel på bakken ud for Aros.

De Konservative

Da jeg endelig rammer de konservative, sveder jeg som den tykke mand fra Tuborg-reklamen, mens jeg kanter mig forbi et par Mercedeser i alle aldre.
De konservative holder til i et palæ på Dalgas Avenue, men mine forventninger om stuk, sildebensparket og høje lofter bliver desværre ikke mødt, da festen foregår i en nyere tilbygning. Med fladt tag, endda.
Heldigvis er baren bemandet, og tørsten stilles.
Jeg kigger mig omkring, og jeg mindes ikke at have været i lokale med så megen tweed før. Britisk landadel for alle pengene.
Lokalet er pyntet med valgplakater og balloner, og ved væggen står en papfigur af Søren Pape og smiler.
Lokalet smiler tilbage, og på skærmen er Brian Mikkelsen netop gået på.
Der lyttes opmærksomt, og da han takker KU, kvitteres der med klapsalver.
Jeg får øje på en mand, som ligner en skurk fra en Jan Guillou-roman. En betragtning han i øvrigt tog som en kompliment.
“Det har været godt og hektisk at føre valgkamp, og vi betragter det jo som et højdepunkt. Det hårde og hektiske arbejde giver næsten samme sammenhold som i forsvaret,” siger den unge mand, som hedder Jesper Frederiksen og er KU'er.
På vej ud overhører jeg en KU'er, der er klædt som en deltager i Classic Car Race, sige: “Jeg ejer ikke t-shirts!”.
Med den bemærkning rungende i hovedet, cykler jeg mod Venstres valgcafé på Park Allé.

Venstre

Her er der skruet ned for tweeden og op for de lyseblå skjorter. Stemningen er god og skuldrene sænket.
En besoffen herre i krøllet skjorte foreslår, at turen burde gå ud til Socialdemokraterne, så man ‘liiiiige kunne håne lidt', men de andre Venstrefolk afviser idéen, og han må sætte sig ned igen med uforrettet sag.
Igen er baren ubemandet, og journalisten vansmægter atter, så turen går mod den forjættede VU-fest lige om hjørnet.
På vej derover går det op for mig, at jeg egentlig ikke aner, hvordan det går med valget.
Da jeg rammer Ryesgade, får jeg en fornemmelse af slagets gang, for hos VU er der fest. Sådan rigtig fest.
Europe's ‘Final Countdown' brager ud af højtalerne og baren er gudskelov bemandet.
Temaet lader til at være ‘abefest i habit', og det er tilsyneladende også en succes.
Jeg møder Morten Lond, som er næstformand i VU-Aarhus.
“Jeg har aflyst en eksamen for at føre valgkamp, og vi har været ude hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Valgkampen har været spændende for at sige det mildt. Men hvis vi vinder, danser vi limbo til klokken halv otte!” fortæller Morten Lond.
Da vi skal tage billede, insisterer en flok smukke unge mennesker på at være med, og det har jo aldrig skadet et foto, så hvorfor ikke.
En af de unge damer spørger, hvor jeg kommer fra, og da jeg siger ‘Lokalavisen Aarhus', kvitterer hun med et “Wow. Fedt. Aarhus.”, og det går op for mig, at klokken er ved at være mange.
Jeg mangler stadig Alternativet, og jeg har en deadline, som skal nås, så jeg tager afsked med abefesten hos VU.

Alternativet

Da jeg parkerer min cykel ved siden af en tandemcykel foran Alternativets fest, er mine forventninger skyhøje.
De bliver ikke mindre, da jeg kommer op ad trappen og mødes af det ene excentriske skæg efter det andet, og jeg kan ikke undertrykke et fnis, da jeg hører en mand sige til bandet: “Har I brug for en saxofonist?”. Det er fandeme alternativt.
Men efterhånden som mine øjne vænner sig til mørket, kan jeg se folk bedre. Blandt gøglerne går der også helt almindelige mennesker, ja, de er faktisk i overtal.
Valget er nu afgjort, og stemningen er mærkelig. Skiftevis triumf og nederlag. Stort valg til Alternativet, men en borgerlig regering de næste fire år. Den ene halvdel af samtalerne, jeg passerer, handler om Dansk Folkeparti, den anden om Alternativets kanonvalg.
Jeg finder en tydeligt berørt Niko Grünfeld på sit kontor.
“Jeg hviler og er ok lige nu, men det er enormt overvældende. Vælgerne har vist os en kæmpe tillid, og det ansvar er vi klar til at tage på os. Vi er nu et talerør for omkring 200.000 mennesker, som vil have et alternativ, og som mener vores politik er vigtig,” siger Niko Grünfeld og undskylder med det samme, hvis det blev for storladent.
Jeg siger, at det ikke gør noget, og vi går udenfor for at tage et billede. Her bliver han mødt af rygklap for alle sider.
Jeg ønsker ham god aften og går lidt rundt til festen.
Jeg er tæt på at lade mig rive med af den alternative ånd, da to unge piger synger ‘Midsommervisen' - men så får jeg for lidt byttepenge tilbage i baren. Min forlegenhed byder mig ikke at påtale det, og jeg rives ud af fællesskabets varme.
“Gøglere…,” mumler jeg, mens jeg dingler ned ad trappen.
Jeg går i seng kort tid efter, beruset af demokrati. Og alkohol.
Det har været en god aften, og jeg er glad for at have været hele næsten vejen rundt. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skylder en Aarhus-fest til næste valg, kan jeg lige indskyde.

Som i alle andre år ved den her tid har Mindeparken været fyldt med glade, unge mennesker, der har fejret sidste skoledag.
Se her billeder fra dagen, der var præget af druk, udklædning, glade unge mennesker og en blandet hilsen fra vejrguderne.

FOTOGALLERI: Sidste skoledag på Risskov Gymnasium Se billeder: Sidste skoledag med druk, sjov og udklædning