Michael Hougesen foran Aros, hvor velgørenhedsshowet skal foregå. Foto: Kirsten Louise Laursen

Michael Hougesen foran Aros, hvor velgørenhedsshowet skal foregå. Foto: Kirsten Louise Laursen

Aros støtter Nelson Mandela-projekt

Aros danner ramme om et velgørenhedsshow til støtte for børn i Sydafrika gennem Nelson Mandela Library Project

Af
Af Kirsten Louise Laursen

Tirsdag den 25. august går entertaineren Martin Brygman på scenen på kunstmuset Aros sammen med musikeren Ole Kibsgaard. Martin Brygman vil blandt andet præsentere publikum for kultfiguren Todd og sammen med Ole Kibsgaard tage en rejse gennem alle de kendte sange fra Lex og Klatten, Det Brune Punktum med flere.
Baggrunden, for at Aros lægger lokaler til et velgørenhedsshow i Mandelas navn, er at kunstmuseet for godt tre måneder siden blev forhandler af de unikke Mandela armbånd. Og på kun tre måneder har Aros allerede solgt armbånd for 100.000 kroner. Armbåndene i kobber, sølv og guld koster fra 260 kroner, og 83 procent af overskuddet bliver sendt videre til Nelson Mandela Library Project, der køber skibscontainere og bygger dem om til biblioteker, som bliver foræret til skoler i Sydafrika. Hvert eneste armbånd har et unikt serienummer, der gør at man kan følge hele produktionen til det yderste led.

Mandelas danske ven

En af drivkræfterne bag armbåndenes succes er udlandsdanskeren Michael Hougesen, CEO for Mandela Bangle Europe. Han er en af de få danskere, som rent faktisk har mødt Nelson Mandela og nok den eneste, der kan kaldes sig gode venner med den tidligere præsident. Venskabet opstod på baggrund af en donation til Mandelas børnefond, som Michael Hougesen stod bag. I forbindelse med udgivelsen af en børnebog på engelsk, besluttede Michael Hougesen, at alt overskuddet skulle gå til Mandelas børnefond. Og den gestus ville det Sydafrikanske ikon gerne takke for, og derfor blev Michael inviteret indenfor på Mandelas kontor. Det var i 2008 og blev startskuddet til et venskab, der varede ved til Nelson Mandelas død i 2013.
“Jeg ville ønske, at vi havde haft mere tid sammen. I den tid jeg har kendt ham, har jeg kun siddet og spist med ham to gange og bare hyggesnakket. Han var en ombejlet mand, så det var ikke ualmindeligt, at han blev forstyrret midt i måltidet. Jeg kan ikke sådan sige, hvad vi har snakket om, for jeg tror mest det har været ham, der har fortalt, og mig der har lyttet. Han var en karismatisk mand, og man får lyst til at gøre det, han siger,” fortæller Michael Hougesen.

Martin Brygmann som figuren “Todd”- Foto: Helene Hasen

Martin Brygmann som figuren “Todd”- Foto: Helene Hasen

Brug 67 sekunder på at hjælpe andre

Det er også Michael Hougesen, der er idemanden bag næste uges velgørenhedsshow på Aros, og grunden til at det netop blev Martin Brygmann på plakaten, hænger sammen med, at den kendte skuespiller i forvejen er ambassadør for Mandela Bangle i Danmark.
“Mandela brugte 67 år af sit liv på at hjælpe andre, og hvis bare vi andre bruger 67 sekunder, så har vi opfyldt Mandelas drøm. Jeg håber, at folk vil gå glade fra Aros efter showet og at de har fået en god oplevelse i Mandelas navn, samtidig med at de har støttet et godt formål,” lyder det fra Michael Hougesen.

Publiceret 22 August 2015 09:00