Festivalpladsen bliver bygget af frivillige, der her er i gang med at lave en ny skaterbane, der flyttes fra gården og om i forhaven. I baggrunden ses det nye bålhus, som bliver stående i haven hele året.

Festivalpladsen bliver bygget af frivillige, der her er i gang med at lave en ny skaterbane, der flyttes fra gården og om i forhaven. I baggrunden ses det nye bålhus, som bliver stående i haven hele året.

På 12. år har Danmarks Grimmeste Festival fundet sit format

Det er slut med at udvide for ’Den Grimmeste’ i Brabrand, selvom billetterne lige nu bliver revet væk

Af
Louise Nyvang Burmeister

Haven omkring Grimhøjgård er fyldt med maskiner, kabler, spånplader, toiletvogne og ikke mindst frivillige.
30 mennesker har i to uger knoklet i det grønne for at blive klar til Danmarks Grimmeste Festival, som torsdag sætter strøm til musikken på scenerne på Grimhøjvej i Brabrand.
I år bliver endnu flere af de hyggelige træbarer, de kreative siddemiljøer bygget i permanente konstruktioner.
“Vi gør det, fordi vi bliver ældre og mere magelige,” siger arrangør Aage Stokholm, der bor på Grimhøjgård.
“Flere ting bliver simpelthen stående hele året. Men det har vi også mulighed for at gøre, fordi det er vores egen baghave,” siger han.
I år vil gæsterne fra et nyt bålhus kunne få serveret bålmad til musikken.
Det er vigtigt for Aage Stokholm, at tingene passer ind i skoven, der omkranser huset.
“Alt, hvad vi bygger, gør vi med kærlighed. Det skal passe ind i skovmiljøet og stemningen herude,” siger Aage Stokholm.

Her bliver man ikke væk

Festivalen begyndte som en havefest i 2004 og er bare stille og roligt vokset.
“Nu har Grim Fest fundet sit format. Vi er nået ud til enderne af haven. Men man kan stadig gå fra den ene ende af pladsen og til den anden på to minutter, og sådan skal det være. Det er ikke her, man bliver væk fra sine venner en hel weekend,” understreger arrangøren, der til daglig er skolelærer på Egebakkeskolen.
I år er der igen plads til fem tusinde overnattende festivalgæster i den lille hyggelige skov.
“Tallet 5.000 kan jeg godt lide. Vi skal ikke lige have tusinde mere ind. Hvorfor skulle vi? Det gør Northside, Tinderbox og Skanderborg jo allerede. Vi gør det, vi er gode til,” siger Aage Stokholm.
De har 'smidt en lille smule ekstra mønt' efter musikken i år. Og det har resulteret i et stort internationalt hovednavn, Flogging Molly, som kommer fra USA til Grimhøjvej med 15 mand stort orkester.
“Det er et forsøg på at rykke lidt på musikprogrammet. Så må vi se om folk er interessede i det, eller om de udelukkende kommer for stemningens skyld. Jeg kan i hvert fald nu se, at vi sælger langt flere billetter, end vi plejer,” siger arrangøreren.
Festivalen har i år samarbejdet med Northside om kombi-billetter og haft earlybird-billetter.
“Min mavefornemmelse siger mig, at vi godt kunne gå hen at få udsolgt, inden festivalen begynder. Så dem, der har tænkt sig først at købe billet ved indgangen herude, skal måske ikke vente så længe,” siger Aage Stokholm.







Aage Stokholm bruger hvert år størstedelen af sin sommerferie på at invitere 5.000 gæster til festival hjemme hos sig selv.

Aage Stokholm bruger hvert år størstedelen af sin sommerferie på at invitere 5.000 gæster til festival hjemme hos sig selv.

Den Grimmeste

Danmarks Grimmeste Festival afholdes 30.juli til 1. august.
Hør blandt andre:
Irsk/californiske Flogging Molly, svenske Millencollin, engelske Palma Violets, Christian Hjelm, De Eneste To, Bikstok, Topgunn og The Eclectic Moniker.
Partoutbillet: 650 kroner.

Publiceret 28 July 2015 12:00