Johan Gjøde og Niels Povlsgaard er arkitekterne bag ’Den Uendelige Bro’, som vækker opsigt til dette års Sculpture by the Sea.

Johan Gjøde og Niels Povlsgaard er arkitekterne bag ’Den Uendelige Bro’, som vækker opsigt til dette års Sculpture by the Sea.

Skulptur-udstilling:

En bro, der giver et nyt syn på byen

Sculpture by the Sea kan nu ses fra Tangkrogen til Ballehage. Et af de 56 værker kaster nyt blik på Varna og havnen

Af
Louise Nyvang Burmeister

To aarhusianere står bag et af de mest synlige værker til dette års Sculpture by the Sea.
Johan Gjøde og Niels Povlsgaard fra Gjøde & Povlsgaard Arkitekter er ophavsmændene til værket 'Den Uendelige Bro', som ligger i en bue ud i vandet foran Varna.
Og det sted er nøje udvalgt.
“Vi har udforsket et sted, som ellers er overset. Lige her løber Møllebækken ud i vandet, der er en slugt ind i skoven, et kig ned til kysten. Tanken er, at når man går ud på broen, så får man et helt nyt panorama-blik på byen. Det er ikke broen i sig selv, men oplevelsen der er i centrum,” siger Niels Povlsgaard.
Broen trækker også historiske tråde frem.
“I gamle dage var her en ankomstbro for skibe, og det bedre borgerskab kunne tage en udflugtstur til Varna med skib. Faktisk er det den rigtige facade på Varna, der træder frem, når man ser det fra vandsiden. Når man kommer i bil, kommer man jo fra bagsiden ind til Varna,” forklarer Johan Gjøde.

Til fiske- eller gåtur

Arkitekterne har allerede fået flere reaktioner både fra byens borgere og fra kolleger i branchen.
“Folk bruger den til at fiske og gå ture på. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger, og det er dejligt, at folk allerede har taget den til sig,” siger Niels Povlsgaard.
De to arkitekter er generelt optagede af at give folk et nyt syn på byen.
“Nogle skriver debatindlæg. Det her er vores måde at bidrage til byens udvikling på. En gåtur på broen skulle gerne give folk et blik for, hvor meget havnen egentlig er vokset ud fra byen. Byens oprindelige facade er jo på en eller anden måde blevet glemt,” siger Johan Gjøde.

Thomas Lindvig (t.v.) lagde i sidste uge sidste hånd på sit værk.

Thomas Lindvig (t.v.) lagde i sidste uge sidste hånd på sit værk.

Bliver den mon stående?

Flere folk har spurgt de to arkitekter, om broen mon bliver stående?
“Det er jo næsten den bedste kritik, man kan få. Men nej, i hvert fald ikke den konstruktion, den er bygget i her. Den er ikke langtidsholdbar,” siger Niels Povlsgaard og tilføjer at, de har haft god hjælp af 15 tømrerlærlinge fra Aarhus Tech til at opføre broen.
“De har arbejdet med projektet i to måneder og det har været helt fantastisk at opleve deres engagement,“ siger Johan Gjøde










Sculpture by the Sea

  • Sculpture by the Sea afholdes hvert andet år og i år for fjerde gang. Første gang i 2009.
  • Kan ses indtil 5. juli.
  • Fra Tangkrogen til Ballehage.
  • Udstillingen strækker sig over 3,5 km og viser 56 værker lavet af kunstnere fra 24 lande.
  • Gratis adgang.
  • På 'Inside Sculpture' på Helnan Marselis Hotel kan man hver dag fra kl. 10-18 se og købe mindre udgaver af skulpturerne.

Publiceret 10 June 2015 16:00