Chefredaktørens kommentar:

Drop nu den lufthavn!

Af
Claus Krogh

Tiden er inde til, at man i Aarhus dropper alle tanker om at bygge en spritny lufthavn tættere på Aarhus.
Tiden er løbet fra projektet. Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn har for længst overhalet deres lillesøster i Tirstrup - og det er inderst inde kun et spørgsmål om selvfølelse, at der skal være en lufthavn med internationale forbindelser i en kørselsafstand på maksimum 30 minutter fra Aarhus C.
Jeg er netop flyttet til den nordlige del af kommunen. Jeg kører den ene af mine døtre til skole på N.J. Fjordsgades Skole, når hun bor hos os. Det tager 35 minutter.
Når jeg skal sydpå og kører ud på E45 ved Aarhus Nord, er jeg på samme tid nået til afkørslen ved Horsens mod Billund. Derfra tager det en halv time at komme til lufthavnen i Billund. Cirka det samme for at komme til lufthavnen i Aalborg.
Der er med andre ord to internationale lufthavne i en rimelig køreafstand fra Aarhus. Så er der selvfølgelig dem, der ikke har bil. Men med den nye plan for togforbindelse fra Vejle til lufthavnen i Billund og ditto i Aalborg, er det også indenfor en rimelig rejsetid fra Aarhus.
Og sidst men ikke mindst, så kan man jo endelig tage til Tirstrup og flyve til København - og så ligger hele verden for ens fødder.
Så - hvorfor overhovedet bruge penge på at planlægge og etablere en ny lufthavn tættere på Aarhus? Er der ikke mange andre ting, vi kan bruge pengene på her i kommunen?
Andre infrastrukturprojekter som er vigtigere? Selvfølgelig er der det.
Der investeres allerede massivt i letbanen for at fremme den kollektive trafik. Men hvad med bilerne i Aarhus Kommune? Kunne man ikke gøre mere for at de private billister fik bedre muligheder for at fragte sig rundt i kommunen - måske en 3. ringvej?
Jeg er sikker på, at mange af de medtrafikanter jeg sidder i kø med på Grenåvejen, godt kunne tænke sig nogle alternative muligheder.
Og skal vi endelig tale om et godt emne her i valgkampen, så vil det være at få udbygget E45, der er ved at sande til i trafik. Begge dele ville være en fornuftig investering i infrastruktur.


Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarsh. chefredaktør
Twitter: @clauswkrogh

Publiceret 09 June 2015 09:00