Louise Sparre i sit atelier på Godsbanen med sin skitse af ’Skin Cube’. Den rigtige, i fuld format, må man vente med at se til Sculpture by the Sea, hvor den vil være placeret på græsset foran Varna.

Louise Sparre i sit atelier på Godsbanen med sin skitse af ’Skin Cube’. Den rigtige, i fuld format, må man vente med at se til Sculpture by the Sea, hvor den vil være placeret på græsset foran Varna.

Sculpture by the Sea:

Hud-kube, så man drages og væmmes

Kunstner Louise Sparre har lavet en kæmpe kube beklædt med fotografier af huden - med både urenheder, åreknuder og hår

Af
Louise Nyvang Burmeister

Skal den have solcreme på? Eller et plaster, hvis der kommer en rift?
Kommentarerne til 'Skin Cube' er allerede mange, selvom den endnu ikke er stillet op.
Louise Sparres kunstværk til dette års Sculpture by the Sea vækker opsigt, og det er også usædvanligt at lade en kube på 2,44 x 2,44 x 2,44 meter beklæde med hud - eller rigtig hud er det ikke, men presenning, der har fået limet forstørrede hudbilleder på.
“Jeg tror, den kommer til at vække meget opmærksomhed. Den er jo ikke smuk. Jo, måske i sin enkelthed. Men som man kommer tættere på den, vil man opdage, at det er hud, som jo både er totalt lækkert, men bliver totalt ulækkert, når det er taget ud af sin sammenhæng. Ligesom at finde et hår i maden, eller en afklippet negl,” siger Louise Sparre, der er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og nu bor i Aarhus midtby med sin mand og to børn.

Ægte, blodsprængt hud

Hun er fascineret af huden, der er kroppens største organ.
“Jeg er interesseret i huden, men ikke den man ser den i reklamer, hvor alt er dækket af foundation, og fejl er retoucheret væk. Det er den virkelige hud med åreknuder, blodsprængninger, halvbarberede ben og skønhedspletter, som jeg vil vise,” siger den 38-årige kunstner, der har brugt billeder af sin egen hud.
“Jeg tager udgangspunkt i mig selv som subjekt med den alder og de spor, som tiden sætter i huden.,” siger Louise Sparre, og understreger, at man endelig bare skal røre ved skulpturen med sin egen hud.
“Det er helt oplagt, at selvfølgelig skal man røre, og det må man gerne. Der er en dobbelthed i, at man tager lidt afstand fra den ulækre hud, men samtidig drages mod den. Det pirrer en, når det skubber lidt til ens grænser,” siger Louise Sparre.






Sculoture by the Sea 2015

  • Sculpture by the Sea åbner 5.juni kl. 11 med musikalsk underholdning og taler.
  • Kan ses indtil 5. juli.
  • 56 kunstnere deltager, bl.a. fra Australien, Tyskland, Litauen, USA, Indien, Kina og Brasilien.
  • 17 danske kunstnere er med, herunder fire fra Aarhus.

Publiceret 31 May 2015 16:00