To personer sigtet for attentatplaner mod Nicolai Wammen

De to personer, som i går blev anholdt ved politiets aktion i Storkøbenhavn, er sigtet for attentatplaner mod forsvarsminister Nicolai Wammen (S).
Sådan skriver Ekstra Bladet.
Det drejer sig, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, om én med pakistansk baggrund og én med somalisk baggrund.
Politiet og PET har, ifølge Ekstra Bladets kilder, foretaget en efterforskning i et par uger på grund af observationer omkring den tidligere Aarhus-borgmester og hans bopæl.
Det er angiveligt den efterforskning, som har ledt til aktionen i går.
Forsvarsministeren har siden terrorangrebet i København i sidste måned været under PET-beskyttelse, som relaterer sig til den konkrete sikkerhedssituation omkring forsvarsministeren.
Politiet har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.

Publiceret 26 March 2015 17:45