Snart får bygningerne her sig en gevaldig ansigtsløfting. Efter mange år i forfald bliver de nu renoveret.

Snart får bygningerne her sig en gevaldig ansigtsløfting. Efter mange år i forfald bliver de nu renoveret.

Låsby-Svendsens øjebæ er fortid i Sabro

Sabro Marked er lukket ned. Nu bliver de faldefærdige bygning lige ud til Viborgvej renoveret og lavet til nye lejemål

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

De gule skilte er fjernet fra ruderne og resterne af det, som siden efteråret 2012 har været kræmmeren Låsby-Svendsens 'Sabro Marked' er nu væk.
I de store, hvide, faldefærdige bygninger på Damvej 1 og 1a, hvor Alfa Møbelhus engang huserede, dukker der nu i stedet nye lejemål op. Derfor bliver bygningen langt om længe renoveret!
“Det er jo en gave til Sabro! Den rædsel - den øjebæ - har absolut været en torn i øjet på mange Sabro-borgere. Den ligger jo også lige ved indkørslen til den centrale del af byen,” siger Ib Jensen, formand for Sabro-Fårup fællesråd.

Renovering er i fuld gang

Det er anpartsselskabet 'Damvej 2015', som har købt bygningerne på Damvej 1 og 1a. Selskabet overtog stedet 1. januar og er nu i gang med at friske op - hvilket er en temmelig stor opgave.
“Det blev ikke ligefrem afleveret pænt og rent, så alene det at få ryddet ud har taget tid. Halvdelen af markedet var jo nærmest blevet efterladt,” fortæller Kim Niebling, der er direktør i Damvej 2015 Aps.
“Selve renoveringen kommer nok til at tage tre til fire måneder. Bygningen er ikke i god stand efter at have stået hen i så mange år efterhånden. Det er synd, der ikke er blevet gjort noget ved stedet. Det er jo en suveræn placering blandt andet i forhold til motorvejen,” fortsætter Kim Niebling.
Lige nu er renoveringen i gang indendøre, før turen kommer til det udvendige.
Kim Niebling fortæller, at planen er at lave flere lejemål - helst “så store som muligt”, siger han.
“Allerede nu har der været stor interesse for stedet - det har været lidt overraskende, at det er gået så stærkt. 5-6 har henvendt sig, og vi er i seriøse forhandlinger med to,” fortæller direktøren.

Publiceret 24 March 2015 16:00