Det hedder frem - ikke fram

Fru Bøghs fornemmelse for vort modersmål
Forleden så jeg på facebook, at min gamle dansklærer fra folkeskoletiden var død efter længere tids sygdom.
Eftersom hun virkede gammel, allerede da jeg havde hende som lærer med sine spadseredragter, fornuftige travesko og højhalsede bluser, så må hun have været temmelig gammel, da hun døde.
Alligevel, gik det op for mig, øver hun stadig efter alle disse år sin indflydelse på mig.
Sin sproglige indflydelse. For hendes råd og måder at huske det korrekte sprog og stavemåder på, følger mig den dag i dag.
“Den der staver d i gjort … der skal altid være et udsagnsled og et grundled, for at du skal sætte komma, det er kun motorer, der starter, alt andet begynder, det hedder ikke fordi at,” og alle de andre læresætninger der gjorde os elever dygtige til dansk og retsskrivning.Samtidig gik det op for mig, hvor kolossal betydning en lærer egentlig har for sine elever.
Jeg var dygtig til dansk, dels fordi jeg havde en utrættelig lærer, der opmuntrede og ansporede. Selv om hun var af den gamle skole og terpede med os, læresætninger og huskeremser. Men hun gav også flødeboller til den klasse, som først præsenterede hende for forårets første følfod. På et tidspunkt fik hendes undulat unger, og så måtte alle vi børn hjem og høre, om vi måtte købe en fugl af Fru Bøgh.
Men hendes ansvarområde, det danske sprog, det var altid med, selv når vi havde teaterundervisning.
Man skulle tale og synge korrekt. “Det hedder frem, ikke fram, det hedder fær-ge - frem med underkæben, kæben skal vippe som på et skelet, det samme med må-ge. Alt sammen noget, de fleste af os fik lært. På samme måde - så at sige - var jeg sindssygt dårlig til matematik, fordi jeg havde en lærer, hvor hænderne sad lidt løst, og hvor lektor Blomme var forbillede. Det fik mig til at tænke på, at det er et stort ansvar, man lægger på den lærer, der skal lære ens barn at læse og regne. Hvordan tør vi? Hvordan kan vi være sikre på, at ens barn ikke bliver ødelagt? Måske er det lidt ligesom med bakterier og skidt. Man skal have en vis del for at blive immun.
Tilbage til Fru Bøgh. Jeg kan se, at meddelelsen om hendes bortgang har fået mange til at kommentere og kondolere. Samt komme med deres anekdoter og lovprisninger af hendes undervisning. Og det er vel ikke det ringeste eftermæle at få som lærer? At blive husket for de ting, man evnede at lære fra sig.

Publiceret 22 March 2015 12:00